Det var en sen eftermiddag i mørkningen. Vi børn havde fået færten af, at der skete nogen i Klitgaards slagtehus bag butikken på Blæshøjvej. Vi listede ind på gårdspladsen bag huset og så lys i det lille vindue og i portsprækken - og vi kunne høre grisens nervøse lyde. Vi bestemte os til, at vi ville overvære det drama, der nu ville indfinde sig. Vi var vel 5-6 børn. Nogle af os gik over vejen til min fars butik og lånte et passende antal malkestole, som vi placerede på en lang række i passende afstand til slagtehuset. Der sad vi og gyste, da vi hørte det dumpe skud, der fældede grisen og den tumult, der var med dyret umiddelbart efter. Så lød der en raslen af kæder og hjul der blev trukket. Nu bredte der sig en hvid tåge inden for vinduet – og pludselig blev dobbeltporten åbnet. Den hvide, varme, ildelugtende damp bredte sig ud over tilskuerpladserne. Da tågen forsvandt, så vi, hvad der foregik på den oplyste scene, der nu var åben for vore blikke.– Grisen var i gang med at blive skoldet - blodet dryppede fra stiksåret på dens hals. Nu blev grisen hejst op fra det kogende vand, og slagteren gik i gang med at skrabe børsterne af den i lange strøg fra halen og op mod hovedet. - Så blev bugen åbnet med et behændigt snit, og i et skvulp vældede indvoldene ud. De blev hurtigt skåret fra hinanden og sorteret – og så var det, at slagteren fik øje på os børn - og vi blev sendt hjem.