Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev

Startside

Stationsbyen

Gårde og husmandssteder

Huse uden for stationsbyen

Hjermitslev i tidens løb

Artikler

Billeder

Udklip

Kort

1800-tallet

1700-tallet

1600-tallet

Nyheder og links

Litteratur

Initialer

Om mig og mit arbejde 

Murer Christian Larsens erindringer 
Vester Hjermitslev
 

 

Forord og redigering ved
Lisbet Thorendahl


Forord

Christen Lassen, sådan blev han kaldt, var født i Nørre Saltum den 23. februar 1881. Hans forældre var Boline Marie Jensen og Anders Larsen. Christian Larsen var murer og boede i et hus vesten for byen, Blæshøjvej 76. Han blev gift omkring århundredeskiftet med Nielsine Nielsen, der var født den 12. maj 1880 i Vrensted. Hun døde allerede i 1928. Christian Larsen blev gift anden gang med Mathilde, og med hende nåede han at fejre sølvbryllup, hvad han i øvrigt også gjorde med sin første kone. 

På billedet til venstre ses Chr. Larsen og hans første kone, Nielsine, samt børnene fra venstre, Sabro, Carl og Jens Valdemar.
På billedet til højre ses Chr. Larsen og hans anden kone, Mathilde.

Fire af Christian Larsens børn fra første ægteskab bosatte sig i Hjermitslev og blev kendte her. Den ældste af dem var Dagny. Hun er født i 1905 og gift med chauffør Henry Larsen, der i mange år var chauffør i firmaet Drustrup & Hansen. Dagny passede i en årrække mejeriudsalget i V. Hjermitslev, ligesom hun hver sommer stod for husholdningen, når Gerd og Thomas P. Hejle tog ophold i huset i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 6. Peter Sabro blev født i 1915 og forblev ugift. Han arbejdede i værkstedet hos cykelhandler Johannes Christensen, Alstrupvej 10. Hans bopæl var hos faderen og Mathilde, og han blev boende her til sin død. Jens Valdemar var født i 1916 og gift med Anna. Han arbejdede som murerarbejdsmand hos murermester R. Juul Larsen, V. Hjermitslev. De sidste 20 år af hans arbejdsliv, var han vejmand ved kommunen. Carl var ældre end Sabro og Jens Valdemar. Carls kone hed også Anna. Han var daglejer ved landbruget og byggede selv med hjælp fra sin far huset Blæshøjvej 20. I 1952 flyttede han til Hirtshals og blev havnearbejder. Broderen, Jens Valdemar, købte hans hus.

Min far, Jens Andreasen, kunne mange af Christian Larsens historier fra hans livsforløb og satte umådelig meget pris på såvel Christian Larsen som hans børn for deres venlighed, vid og humoristiske sans. I min fars beretninger om Christian Larsens skolegang er det den gamle lærer Erik Jensen, der nævnes, som den lærer, der tugter ham så grueligt. Det skal hermed dementeres. Det var lærer Jensens forgænger Hans Hansen Brinck.

Christian Larsen huskes som mureren, der havde specialiseret sig i at kalke kirker, og i 1950erne huskes han som skraldemanden, der kommer kørende gennem byen siddende på siden af sin lille fladvogn, der blev trukket af hesten Musse. Den kunne selv gå fra hus til hus. Christian Larsen kunne godt lide at snakke, og så kunne Musse komme til at kede sig. I sådanne situationer har Musse flere gange været på vej ind af døren til min fars butik. På sin tur indsamlede Christian Larsen køkkenaffald fra de enkelte huse, og såvel fru manufakturhandler Rasmussen som Herdis Ellitsgaard har fortalt, at han, når han kom til døren for at hente affaldet, kunne finde på at synge: ”Har fruen skidt i dag, så vil jeg gerne ha’, det, der allersidst er faldet fra til skraldemanden” på melodien Santa Lucia.

Fra den tidligste barndom og igennem hele livet har Christian Larsen boet i Vester Hjermitslev. I folketællingen fra 1890 kan man se, at Christian Larsen, der på det tidspunkt er otte år gammel, bor i et fattighus i Vester Hjermitslev sammen med sine forældre og sine tre søskende, Niels på syv, Ane på fire og Ane Katrine, der er to år gammel. Det er min antagelse, at dette fattighus fra sidst i 1800-tallet har været beliggende i nærheden af V. Hjermitslev kirke. Senere flytter familien ind i et af de tre huse i ”Bette Amerika”. For dem, der ikke ved det, er Bette Amerika beliggende i bakkerne i V. Hjermitslevs sydvestlige udkant, og det var dengang nogle af sognets fattigste, der boede her. Efter at have boet i Bette Amerika nogle år, flytter Boline uden Anders, men sammen med børnene endnu engang i fattighus, og her er det min antagelse, at hun flytter ind i det hus, vi indtil 1950-erne kaldte fattighuset i V. Hjermitslev. Huset er stadig beliggende vesten for byen på adressen Blæshøjvej 82.

Vi ved, at Christian Larsens mor Boline eller Line, som hun kaldtes, var vaskekone, og at faderen i perioder arbejdede som daglejer. Han var født i Ingstrup i 1848. Fra en artikel i lokalavisen fra 1996, som Jørgen Jørgensen har skrevet om Boline Marie Jensen, fremgår det, at hun ligeledes er født i 1848 i Sønder Saltum. Det oplyses, at hun føder sit første barn som 26 årig, og en tjenestekarl fra Aaby udlægges som barnefader. Senere flytter hun sammen med Anders Larsen, og efter Christian Larsen er født bliver de gift den 22. september 1882. I en artikel ”Småkårsfolk i ulvetider” af Peter Olsen, Saltum fra årsskriftet ”Barn af Vendsyssel” årgang 1985, fortælles om livet i Bette Amerika i tiden omkring århundredeskiftet. Det oplyses her, at Christian Larsens far, Anders Larsen, blev kaldt Slueg Ajs. Han betegnes som en rar og skikkelig fyr, men nok ikke nogen stabil arbejder. Han var derimod interesseret i mekanik og reparerede bøsser og klokker. Han var også en ivrig jæger, og aflivning af hunde var hans speciale. Ind under bakkekammen bag huset i Bette Amerika havde han indrettet en slags medicinalfabrik, hvor han kogte fedtet af de aflivede hunde. Hundefedtet solgte han som et virksomt middel mod sprukne hænder. Anders og Boline boede i Bette Amerika fra engang i 1890erne og til 1902. Dette år blæste det lillejuleaften op til orkan. Den skrækkelige storm medførte, at to af husene i Bette Amerika blev alvorligt beskadiget. Hos Anders Larsen faldt hele nordsiden af huset sammen.  Det kunne være den begivenhed, der gjorde, at Boline og børnene igen flytter i fattighus. Fra Jørgen Jørgensens artikel oplyses det, at Boline de sidste år af sit liv boede hos en datter i Nørre Sundby. Hun bliver begravet her den 12. juli 1933 ”uden præstelig medvirken”. Hvad der er årsag hertil, melder historien intet om.

Den følgende levnedsbeskrivelse er skrevet i 1950-erne af Christian Larsen og indsendt til Nationalmuseet, hvorfra man på dette tidspunkt havde opfordret arbejdere og håndværkere til at skrive om deres levnedsforløb. Det forlyder dog fra familien, at det er Thomas P. Hejle, der har motiveret Christian Larsen til at skrive. Det blev til mange hundrede skildringer fra hele landet, der i den periode indgik til Nationalmuseet. Kopi af dette arkiv er i mellemtiden flyttet til Erhvervsarkivet, Vester Alle 12, Århus, og det er her, jeg ved et lykketræf finder Christian Larsens håndskrevne erindringer, som det viser sig, at hverken Egnssamlingen i Saltum eller familien var i besiddelse af.

Beretningen nedenfor er afskrift af Christian Larsens håndskrevne erindringer. Christian Larsen var en dygtig fortæller, og historierne er skrevet i en god vendsysselsk sprogtone, der gør, at man fornemmer fortælleren bag ved. Da Christian Larsen har skrevet historierne i flere omgange, har min redigering hovedsagelig drejet sig om at omorganisere historierne i forhold til hinanden og rense erindringerne for gentagelser.  

I den periode, jeg har arbejdet med erindringerne, har jeg haft løbende kontakt med min gamle skolekammerat, Jens Valdemars søn, Gunnar Larsen, Ulsted. Jeg har ligeledes haft kontakt med Karen Helmart, Vrå og Hans Larsen, Bækmarksbro. De er begge børn af Christian Larsens andet ægteskab. Det er hovedsagelig fra Gunnar og Karen billedmaterialet stammer. Endvidere har Dagny Larsens barnebarn, Peter Larsen, Tranbjerg, kontaktet mig og bidraget med et billede.

Chr. Larsen, murer, Vester Hjermitslev, sådan har han underskrevet erindringerne, som her følger.  


Mine forældre

Min fader hed Anders Larsen og er født i 1848. Han stammede fra løkkenkanten. Efter hvad jeg ved om hans forældre, boede de nede i klitterne syd for Løkken i et jordhus opført af græstørv. De levede som halvt uciviliserede af sognet. Så vidt jeg ved, var faderen klinker og lidt blikkenslager. Konen rejste ud og solgte bliklitermål og tog så klinkearbejde med hjem til manden. Min fader kunne hverken læse eller skrive, men kom dog så vidt, at kan kunne stave sig igennem enkelte småstykker i avisen. Skrivning kom han aldrig til at lære. Efter hvad jeg har hørt af andre, gik han aldrig i skole, men opholdt sig mest ude i klitterne eller ved Vesterhavet, hvor han sommetider fandt et stykke rav, som han solgte eller byttede med føde, så han ikke behøvede at komme hjem for sultens skyld. En gammel mand har fortalt mig, at sognerådet til sidst forlangte, at han skulle ud at tjene, og det var jo en slem indgriben i hans ellers så frie livsføring. Sognerådet tog ganske roligt og fæstede ham til en bondegård, som kaldtes ”Myrtue”. Den lå en mils vej fra hjemmet. Det gik vistnok godt et stykke tid, men da der opstod uenighed mellem ham og husbonden, løb fader hjem. Men dagen efter kom husbonden og et af sognerådets medlemmer ridende på hver sin hest. Det var blevet lidt ud på aftenen inden de nåede ud til faders hjem. Husbonden red da hen til vinduet, og med ridepisken bankede han på ruden. ”Er Anders her?”, spurgte han, og faderen svarede: ”Ja!” ”Det er hans husbond og et sognerådsmedlem, der er her. Vil han så se at komme op og i tøjet, og det straks!” Det varede ikke længe inden fader mødte uden for huset. Husbonden, der var ridende på en sort hest, befalede ham: ”Tag så i halen af den sorte, og så vover du ikke at slippe, før jeg siger til”. Og så red han i skarpt trav hjem til gården, og fader fulgte trolig med den lange mil. Dette er sikkert rigtigt. Den gamle husbond har selv fortalt det til mig. Tyende havde ikke megen ret dengang. Fader var, som mennesker var flest. Han blev af de arbejdsgivere, han siden kom til at arbejde for, omtalt som en flittig og omgængelig person, men jeg tror, det var med fader, som med de fleste arbejdere dengang, de forstod ikke at gøre sig betalt for deres arbejde, og derfor levede de altid i fattigdom. Men det var sikkert heller ikke nemt på den tid at gøre sig betalt, så der kunne leves uden hjælp. Der var ikke mange penge mellem folk, og bønderne ville hellere give et læs tørv eller en slat korn end rede penge for arbejdet.

Min moder, Boline Marie Jensen, var ligesom min fader født i 1848. Hun var af bondeæt fra Saltum sogn. Hendes fader havde fra sit hjem fået en lille udlod i Saltum dale. Han havde lært som tømrer, men var vist ikke særlig dygtig, efter hvad jeg forstår. Huset i Saltum solgte han til en datter – min moders søster - og svigersøn, som så skulle passe ham på hans gamle dage. Men da datteren var sygelig og kom til at ligge fast i sengen, købte bedstefader et gammelt hus længere nord på i sognet. 

Her gik han så ene nogle år, indtil han døde, og min fader fik så det gamle hus efter ham. Jeg kan så godt huske min bedstefader. Han havde sin Ligkiste stående oppe på loftet. Den havde han selv tømret sammen. Når vi børn kom hen og besøgte ham, skulle vi altid vise vort mod ved at gå op på loftet, og det var skam ikke alle børn, der turde gå derop og se kisten. Jeg tror nok, jeg var den modigste, og drev det så vidt, at jeg engang tog låget af og lagde mig i kisten – og det, syntes alle de andre børn, var så forskrækkeligt.

Så døde min bedstefader, og vi fik huset. Det var et stort fremskridt, da vi hidtil havde boet i kommunens fattighus i V. Hjermitslev. Jeg tror nok, at alle vi børn følte et fattigstempel sat på os ved dette.


Hjemmet i fattighuset

Som dreng er jeg opfødt under så fattige kår, som næsten tænkeligt, og dette glemmes aldrig, så længe jeg lever.

Det var jo ikke nemt at skaffe føden. Fader var om sommeren mest på arbejde hver eneste dag, og moder tog ud og vaskede for folk. Det var tit, at moder måtte op klokken fire om morgenen og af sted. Så gik vi børn ene hjemme, når fader også var på arbejde. Vi levede af mælk og brød, og når så moder kom hjem om aftenen, lavede hun som regel middagsmad til os. Enten kogte hun kartofler eller også grød.  Jeg tror ikke, vi var virkelig underernærede, men vi levede meget uregelmæssigt. Mælken, som vi fik, hentede vi i en krukke ude på gårdene. Der var intet mejeri dengang. Mælken var bedre end den er nu, den var håndskummet, men muligvis ikke så ren som mejerimælken. Der lå en jævn stor gård et par kilometer fra mit hjem. Der måtte vi hente, så tit vi ville. Jeg ville altid så gerne hente mælk der. Det var rigtig familiefolk, og velstillede var de også. Husstanden bestod af mand, kone og en ugift datter på en 40 - 50 år gammel. Det var nogle flinke folk, og når jeg kom derhen med spanden, så tog konen og datteren imod mig. De sagde altid: ”Velkommen, min dreng og sid’ ned!” Så satte jeg mig på bænken, og så sagde konen: ”Vil du ikke have en lille mellemmad?” Jeg sagde: ”Jo tak,” og så kom der altid en rigtig god sigtemellemmad med rullepølse eller godt fedt fårekød. Og så placerede konen sig på min ene side og datteren på den anden. Og så spurgte de mig ud om alt. Når jeg så havde spist brødet, sagde konen: ”Du vil nok have én til?” Jeg sagde: ”Jo tak,” og fik som regel, alt hvad jeg kunne spise, så længe jeg havde nyt at fortælle.. Disse mennesker holdt nemlig ingen aviser. Det eneste blad, der kom i huset, var ”Ugens Nyheder”. Det blad læste konen højt for hele familien hver fredag aften. Det foregik sådan, at alle indtog deres pladser ved bordet. De sad helt stille, mens konen begyndte på bladets forside og blev ved, til hun var færdig og havde læst alt på nær annoncerne. Det var sådan rigtig gammeldags mennesker. Da vort mejeri blev rejst, det var i 1890, ville de ikke være med. De holdt sig uden for en del år, indtil de opdagede, at det var et økonomisk tab for dem ikke at være med.

Den kost, vi fik om vinteren, var mest sild, kartofler og brød. Fader var ind imellem fiskehandler og kørte på landet med en trillebør og solgte sild. Dengang var sild billige. Jeg kan huske, fader engang sagde: ”Spis nogle sild, børn, de er billigere end brødet!” Sildene kom fra Frederikshavn og blev sendt til Brønderslev station. Der var fra mit hjem og til Brønderslev godt 2 mil. Fader tog mest tre kasser sild pr. gang, så var nemlig, kan jeg huske, fragten 25 øre billigere pr. kasse. Det blev 75 øre, og det var mange penge dengang. Jeg kan således huske, da jeg var syv år, skulle jeg med fader til Brønderslev efter tre kasser sild. Vi rejste hjemmefra klokken 5½ om morgenen med en trækvogn og gik den lange vej frem og tilbage igen – det vil sige, vi solgte sild på tilbagevejen. Vi kom hjem ved syv tiden om aftenen, og det var begyndt at sne, da vi var halvvejs hjemme.

Dagen efter kunne vi ikke køre med vognen. Vi måtte så ud med sild på en kælk. Jeg kunne nok tælle penge dengang, så min far sendte mig ud med sild på en lille kælk, som vi børn havde. Sildene blev talt op i en kasse til mig. De skulle koste 20 øre for en snes, det var alligevel et øre stykket. Handelen gik rigtig godt. Jeg blev sendt ud på en udmark, hvor der lå en del huse og en enkelt mindre gård. Jeg husker, at jeg kom ind på et af husmandsstederne, hvor konen var ene hjemme. Hun ville nok have sild, men hun ville kun give 18 øre for snesen. Hun sagde, at det havde hun købt til nogle dage i forvejen, og så ville hun ikke give mere. Jeg skulle jo svare min fader af sildene, som var optalt til mig i kassen, så jeg kunne ikke så godt sælge under de 20 øre. Men der må have været lidt forretningstalent til stede hos mig, for til sidst sagde jeg: ” – Nå, ja, tag dem så!” Så kom konen med et fad, og jeg talte sildene op i fadet, men da jeg kom til 12, sagde jeg i stedet 14, uden at konen opdagede det, så hun fik kun 18 sild for en snes. Da jeg kom hjem, fortalte jeg om episoden, og moder sagde: ”Det var virkelig ikke pænt.” Mens fader sagde: ”Jo, det gør ikke noget, for sildene var ikke for dyre.”


Fattighusets beboere

Da mine forældre boede i et fattighus, havde vi kun én stue til ni mennesker. Sengene var to kasser af brædder, der var tømret sammen. Der var kun én side af brædder, indersiden af sengen var ydermuren. Den var kold at ligge op imod om vinteren. Der var dog stengulv i stuen. Et andet fattighus lå lidt derfra. Det hørte til en anden kommune. Her var også kun én stue, men med lergulv.  Inden for døren var der blevet et hul, det var ca. 12 tommer dybt, og vi skulle altid være forsigtige, når vi trådte ind, ellers faldt vi ind i stuen. Det var en kvinde med fire børn, der boede der. Hun havde fire høns, der sad på en bjælke under bordet om natten, og så gik de ude i stuen om dagen, når det ikke var vejr til at gå ude. Når konen kom op om morgenen, gik hun hen og løftede sengetøjet op i det ene hjørne, og så vidste hønsene nok, at der skulle de lægge deres æg.

I det fattighus, hvor vi boede, boede der også en kvinde, der ikke var gift. Hun havde tre børn og også høns, vistnok fem. Når hønsene kom ind til natten, hoppede de altid op på enden af køkkenbordet, de skulle nemlig på loftet om natten, og der kunne de ikke komme op ved egen hjælp. Når de så sad der, kom konen og tog dem én af gangen under venstre arm med hovedet bagud, og så stak hun højre hånds pegefinger i munden, så den blev våd og derefter ind i enden på hønen, så kunne hun mærke, om der var æg på vej. Så gav hun et lille fist med hønen, og så var den på loftet. Så kom turen til næste høne, samme finger i munden og ind i enden på hønen. Dette gentog sig ved alle fem høns. Der var andre i huset, der havde høns, men denne kone vidste jo nu, hvor mange æg hendes høns ville lægge næste dag, og traf det sig, at hun fik et æg mindre, end der var kontrolleret, så gik hun rundt til de andre hønseejere og spurgte, om nogen af dem havde fået et æg for meget. 

Med hensyn til ærlighed tror jeg såmænd nok dem i fattighuset i reglen var ærlige nok mod hverandre, så hver fik sit. Det kunne også ske, at der blev en lille misforståelse mellem disse mennesker, og så var det ikke de fineste udtryk af det danske sprog, der blev brugt. Jeg husker mange af dem endnu. De var ikke altid pæne. Der boede også i fattighuset mandlige medlemmer. Disse var ligesom kvinderne alle ”på sognet” i almindelighed. Det hændte at sådanne flyttede sammen og levede som mand og kone. Det blev der aldrig sagt noget til, det forekom os alle naturligt. Men så når engang imellem disse mennesker havde fået for meget at drikke, så kom de som regel op at slås, og det endte gerne med, at manden flyttede ind i sin egen stue igen, men det varede ikke længere end til aften, så flyttede de sammen igen. Det var oftest i kvindens lejlighed de boede, når det gik godt med samlivet. Det var jo ikke helt lovligt at flytte sammen, men de brugte den måde over for sognerådet, at manden meldte sig syg, og så var det jo billigst for sognet, at han blev anbragt i pleje hos en kvinde. Der kunne ikke ske noget ved det, for det var mennesker i en alder imellem 50 – 65 år.

Der var også en gammel kone, der havde en stue i fattighuset. Hun sad som regel stille på en stol i de ca. 15 år, jeg kendte hende. Hun forrettede al sin nødtørft i stuen, så der kom til at lugte slemt. Men jeg kan huske, at hun tog en gren af malurt og brændte. Så blev der en liflig duft. Hun havde en hob af lopper, som jeg aldrig havde set mage til. Jeg tror også, hun havde andet utøj. Så havde hun en stor kat, der var hendes et og alt. Den kom aldrig ud af stuen. Om dagen lå den i sengen, og den forrettede alt under sengen, så det gjorde ikke lugten i stuen bedre. Under sengen så det ud som en vild bjergegn. Der havde ikke været gjort rent i mange år. Den slags skete ikke i den del af huset, der var mit hjem. Moder var mere renlig anlagt, derfor var vi børn næsten altid inde hos den gamle kone. Der måtte vi lege, alt hvad vi ville og løbe efter hinanden inde i stuen og op i sengen. Det gjorde hun ingen ophævelser over. Så det var lige pladsen for os, især når det var vinter, og vi ikke rigtig kunne komme ud. Hun levede udelukkende på fattighuset. Det traf enkelte gange, at hun tog skindet af en kalv, der var selvdød eller en hund, som folk selv ville have skindet af. Og så fik hun en lille ting, et par æg eller sådant for ulejligheden. Så det kostede ikke kommunen mange penge, at holde hende i live. Hun levede hovedsageligt af rugbrød, kartofler og te, og så tjente hun lidt ved at væve strømpebånd. Det var den eneste selvindtægt hun havde, og det var i heldigste tilfælde 4 øre om dagen. Hun ville også gerne have en dram, men det tillod indtægterne ikke ret tit, skønt en helflaske brændevin kun kostede 21 øre.


Det nye hjem

Som tidligere fortalt så døde min bedstefar, da jeg var en stor dreng, og vi overtog hans hus. Især moder var tilpas med denne flytning fra fattighuset. Hun gjorde alt for at hygge i vort nye hjem. Hun havde god sans for renlighed, hvad der ikke lå meget for fader.

Huset lå ikke akkurat på en hede, men det lå lidt ude i nogle bakker (i Bette Amerika/LT). Der var tre huse i alt med fra fire til syv børn i hvert af dem. På den ene side var der dale og mange tørvegrave, hvor vi børn fiskede. De største børn skulle passe på de mindste. Vi var som regel på den tid fire børn hjemme om sommeren. Den ældste var syv år. De andre var ude at tjene som hyrdedrenge om sommeren, så snart de var over syv år.

Vi var meget fattige. Med syv børn hjemme om vinteren var det ikke let at skaffe føden til os alle. Jeg husker således én gang især, at jeg kom i skole med et stykke bart rugbrød med et lille stykke ost til.  Jeg var dengang så stor, at jeg skammede mig derover og gik bag ved døren, mens jeg spiste det. Der var én af drengene, der havde opdaget det, og han kom hen til mig og gav mig en rigtig god sigtemellemmad med rullepølse på. Det kan nok være, at den smagte mig godt. Jeg har aldrig glemt ham for det siden, men har vist aldrig haft lejlighed til at takke ham derfor. Han blev siden valgmenighedspræst i Bejstrup på Fyn og hed Anders Nørgaard. Sådanne tildragelser husker børn vist så længe, de lever – det står i al fald lyslevende for mig, skønt jeg snart er 72 år gammel. Vi levede meget knapt dengang. Sådan en ting som sigtebrød fik vi kun til jul, og det gik til på den måde, at det rugmel, vi fik malet i møllen, blev sigtet gennem en håndsigte, så der kunne blive til en lille sigtekage(brød) til jul, men så blev rugbrødet jo des grovere.

Som børn levede vi meget frit. Fader og moder var væk tre til fire dage om ugen, og så gik vi børn alene hjemme. Dengang jeg var ældst, var det således mig, der skulle tage ansvaret for de yngre søskende. Men jeg tror ikke, jeg forstod, at det var sådan en særlig pligt. Der var jo kun et års tidsforskel af vores alder, så den ene var ikke meget klogere end den anden. Når vi om morgenen kom op og i tøjet og havde fået noget mælk og rugbrød, så skulle vi ud i bakkerne og lege, og så traf det vist, at vi glemte den lille, der lå i vuggen derhjemme, og når jeg engang imellem kom i tanker om at høre til hende – det var nemlig en pige – så traf det, at hun var falden i søvn igen, og så sukkede hun så dybt, at jeg kunne forstå, at hun havde grædt sig i søvn – ja, så var jeg jo fri og kunne lege igen.

Maden, vi fik, bestod hele dagen af mælk og rugbrød, indtil moder kom hjem. Når det skete lavede hun altid et måltid tillavet mad til os, enten grød eller kogte kartofler. Således var vor levevis hele den tid, jeg husker som barn. Kun en enkelt gang prøvede vi børn selv at hitte på at lave noget mad, som vi var særlig glade for, nemlig pandekager. En dag blev min et år yngre bror og jeg enige om at bage pandekager. Vi fik fat i nogle tørv og fik tændt op i komfuret. Det ville ikke brænde rigtigt, så jeg beordrede min bror til at sætte sig på knæene og blæse ind i ilden, til det brændte. Han blev både stor og rød i hovedet af al den blæsen, men fyr blev det. Jeg havde set så meget på moder, når hun bagte pandekager, at jeg vidste, at der skulle mælk og mel til. Jeg fandt noget mel oppe i spisekammeret. Der stod et halvt fad mælk deroppe, og noget mel var der også i en pose. Jeg tømte melet ud i mælken, og så havde jeg set moder plaske rundt med en ske i blandingen. Det samme gjorde jeg, Men hvor meget jeg end plaskede eller rørte deri, så ville melet altid svømme oven på i nogle tørre klumper, og til sidst var jeg helt varm i knolden. Men så tog jeg det på en anden måde, jeg skød mine trøjeærmer op, og så satte jeg begge hænder i fadet og fangede de fleste af klumperne og maste dem ud. Mælken blev lidt mørkere. Hænderne var vist ikke helt rene, da jeg begyndte, men det var de, da jeg var færdig. Imidlertid var der kommet godt fyr på komfuret, og forestillingen kunne begynde. Jeg kom straks noget af blandingen i panden og over ilden med den. Da den havde stået lidt skulle pandekagen jo vendes, og det havde jeg set moder gøre på et grydelåg. Jeg ville gøre det samme, men hvordan jeg end sled med det, ville pandekagen ikke fra panden. Resultatet blev, at jeg tog en kniv og skrabte den af panden i lange sorte strimler, som min broder spiste, som jeg fik dem løsnet til. Nå, jeg undskyldte mig med, at det nok var fordi, det var den første og prøvede straks en ny, men med nøjagtig samme resultat. Jeg havde nemlig glemt at smøre panden med fedt, men det vidste jeg ikke dengang. Vi opgav foretagendet og hældte hele molevitten i hønsenes trug, som stod udenfor. Jeg vidste jo nok, at sådanne eksperimenter måtte vi ikke foretage os og sagde til min broder, at han ikke skulle snakke om det til moder, når hun kom hjem. Men da hun kom hjem, så hun det straks i hønsenes trug og spurgte, hvad det var for noget? Min broder svarede straks, at det var Christian, der havde været ved at bage pandekager. Så fik jeg jo en håndgribelig forklaring på, at sådanne ting skulle jeg ikke prøve mere, og jeg har siden holdt mig så langt fra husholdningskunsten som muligt.

Episoder af den art indtraf jo engang imellem. Vi børn gik jo næsten altid alene. Huset, vi boede i, var meget lille. Der var to rum på hver 4 alen på den ene kant og 3½ alen på den anden, og der var dårligt 3 alen mellem loft og gulv. Der var en gang og et lille køkken og et ganske lille spisekammer. Der var ingen brønd. Vandet hentede vi hos vor nabo, som havde brønd, men der var kun sparsomt med vand i den. Til gengæld var der en bæk med klart rindende vand i nærheden. Det vand brugte vi til at vaske i og også sommetider til husholdningen, men det var vi ikke så glade for, da der i bækken var både frøer, tudser og fisk, men det blev ikke taget så nøje dengang. En ting som WC, lokum eller den slags havde jeg ikke set, før jeg kom ud at tjene.

Ja, som skildret foran forstås nok, hvorledes vor opdragelse var. Vi fik jo næsten ingen, men måtte nærmest opdrage os selv så godt eller så skidt, som vi kunne.


Skoletiden

Så blev jeg syv år og måtte i skole. Jeg havde godt to kilometer dertil. Jeg husker endnu den første dag, jeg mødte derhenne. Læreren var en gammel mand med fuldskæg og briller og så efter min mening meget imponerende ud. Jeg var kommet i god tid, jeg ville da på ingen måde komme for sent den første dag. Jeg var sikkert ikke alt for pæn i tøjet og sikkert også lidt sjusket, hvad håret angik. Jeg blev straks modtaget af nogle drenge, der kaldte mig et eller andet øgenavn. Jeg tog straks til genmæle, nok fordi min stilling hjemme var som en slags direktør i forhold til mine yngre søskende, så jeg var ikke vant til at lade mig diktere noget. Det endte med, at jeg røg i totterne på de to drenge. Vi klaskede godt til hinanden, og i det samme åbnede den gamle lærer døren. Han henvendte sig straks til mig og sagde med brøsig stemme: ”Hvad er du for en køter?” Det var indledningen på bekendtskabet mellem os to, og efter min indstilling var vi ikke gode venner og blev det aldrig – på nær det sidste år, hvor jeg gik til præsten og skulle konfirmeres.

De første par år gik det så nogenlunde, men fra ti års alderen gik det ikke så godt. Jeg tror nok, det var en hel del min egen skyld, at forholdet mellem os var så spændt. Han var efter min mening en meget ihærdig og pligttro lærer, men jeg tror bestemt ikke, hans pædagogiske evner var særlig store. Han var nærmest som en gammel, rå militærperson af den slags, som vi traf, da jeg selv blev soldat i år 1900. Han holdt meget på militærdisciplin. Eksempelvis når der kom en voksen mand til skolen for at følge undervisningen i skrivning for en periode. Det skete tit dengang, da der var flere voksne, der ikke kunne skrive. Når en sådan mand trådte ind i klasseværelset, skulle vi alle på en gang rejse os og stå ret. Således var der flere discipliner, som vi var indprentet, og ve den, der ikke lystrede. Læreren gik altid rundt med ”tampen” i lommen, og et ris lå i pulten til behagelig afbenyttelse, og disse genstande blev brugt hver dag. Det var dog ikke hver dag, jeg fik prygl. Jeg havde den fordel, at jeg var meget lærenem. Jeg kunne som regel altid min lektie på trods af, at jeg aldrig kan huske, at jeg blev hørt i den af mine forældre. De havde simpelthen ikke tid. Jeg husker én eneste gang, jeg skulle sidde over, fordi jeg ikke kunne et salmevers uden ad. Det var salmen: Vor Gud, han er så fast en Borg. Det var om morgenen, og jeg var uheldig at blive hørt allerførst, og så gik jeg fast i det. Det er nemlig nogle lange vers. Jeg tror, det var den eneste gang i den anledning. Men ellers var der bryderier nok. Jeg havde vist ord for at være den værste af alle drengene, og det er meget muligt, eftersom min indstilling var til læreren den første dag. Læreren klaskede til os uden videre og uden nogen rettergang eller forhør. Jeg husker således engang om vinteren, da jeg var 12 år. Isen var blevet tyk på dammen lige ved skolen, og så var der i nattens løb kommet lidt sne eller rim på isen, så dammen var ikke god at glide på. Men vi fik til sidst slidt en linie tværs over isen, hvor vi så med lidt tilløb kunne glide over til den anden side. Hvorledes det gik til, ved jeg ikke rigtig, men mig og en anden dreng, det var en gårdmandssøn, kom for vanvare til at støde sammen midt på isen. Vi faldt begge, og han slog et lille hul over det ene øje. Det blødte og han hylede. I det samme blev vi kaldt ind i skolen igen, og læreren spurgte straks, hvad der var i vejen? Drengen fik kun sagt: ”Det var Christian. . . !” - ”Ja, det vil jeg tro!”, sagde læreren og greb mig i trøjen og langede mig en rigtig god én af tampen. Jeg skulle sikkert have haft flere, men mit blod var kommet i kog, da jeg følte, at jeg var aldeles uskyldig. Det kunne jo lige så godt have været mig, der havde slået hul. Da jeg var en stor og stærk dreng og godt vænnet til modgang, greb jeg resolut tampen fra skolelæreren, og smed den op til pulten med ordene: ”Slå hellere på de store gårdmandssønner, jeg får så tit!” Jeg ved ikke, hvad det kunnet have betydet for hele mit liv, hvis skolelæreren havde fået sin vilje dengang. Han skrev nemlig et brev, som jeg skulle tage med hjem og overgive til min fader. Men da jeg var kommet godt ud af syne fra skolen, åbnede jeg brevet, og jeg kan i dag huske, hvad det handlede om. Nu skulle jeg på en opdragelsesanstalt, der hed Flakkebjerg. Hvor den lå i verden, havde jeg ingen anelse om. Brevet så min fader aldrig. Jeg tilintetgjorde det. For resten kunne min fader hverken læse eller skrive. Det blev begravet under en stenkiste på vej fra skolen. Jeg kan endnu finde gravstedet.

Således gik det meste af min skoletid. Vi, læreren og mig, havde på en måde opsagt hinanden huldskab og troskab. Jeg havde sikkert min del af skylden, men alligevel tænker jeg i dag, at det ikke var skolelærerens skyld, at jeg ikke fik mange år i Horsens tugthus, skønt jeg nu 71 år gammel aldrig har været straffet, men som allerede anført var jeg aldeles ikke uden skyld. Jeg var blevet i besiddelse af en slags had eller nag til ham, og det døjede jeg med at overvinde. Jeg husker også engang, jeg ved ikke, hvad jeg havde forset mig med, men læreren beordrede mig til at gå ud i haven og skære et ris, som jeg selv skulle have klø med i de andre børns påsyn. Han overlod mig sin lommekniv, og jeg skulle så gå ud i hans have og skære et ris. Nu var læreren en dygtig og ivrig havemand, alt i hans have var i en fin orden, og jeg vidste, at haven og træerne var hans ømme punkt. Da jeg kom ud i haven, slog det ned i mig, at nu skulle der tages hævn. Der stod ved enden af huset et pæretræ, som var hæftet til muren med nogle læderstrimler og søm, og én af grenene stod ret et langt stykke op ad muren. Den var vist nok ca. tre alen lang. Jeg stod lidt og så på den. Skulle jeg ta’ og skære træet ned, og slæbe det ind i skolestuen. Jeg var klar over, at det var noget af det værste, jeg kunne gøre. Jeg tog mod til mig og skar riset ned og kom ind i skolestuen med det.

Læreren stod lidt som lammet og sagde så: ”Hvor har du taget det?” ”I haven!” svarede jeg. ”Lad os gå derud og se,” sagde læreren. Og vi gik. Men det slog ham så stærkt, at jeg ingen klø fik der for. Efter den dag blev forholdet bedre, og det sidste år, jeg gik i skole hos ham, var der aldrig noget i vejen. Det blev endda sådan, at jeg løb mange ærinder og lignende for ham. Vi havde siden ingen bryderier med hinanden

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ingen ærefrygt for ham. Jeg tror, det var meget hans egen skyld. Jeg var blevet trodsig af den måde, jeg selv var blevet taget på, fra den første dag jeg mødte i skolen. Og så var det fra min side vel også manglende opdragelse, det skortede på. I mit hjem gik vi børn jo, som allerede nævnt, næsten altid alene hjemme.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft svært ved at tie, især hvis jeg havde følelsen af, at jeg havde ret, og som følge deraf har jeg sikkert fået mange knubs af læreren, for han slog for et godt ord, især på småfolks børn.

Nå, med skolen gik det ellers udmærket. Jeg tror nok, jeg havde let ved at lære og var god til at huske, men jeg har sikkert været en spilopmager, og især var jeg vist ikke af de bedste, hvis jeg mærkede, at nogen var på nakken af mig.

Jeg kan som nævnt aldrig nogensinde huske, at vi børn i mit hjem er blevet hørt i vores lektier, før vi gik i skole. Fader kunne hverken læse eller skrive, og moder var alt for optaget af arbejde om dagen og alt for træt om aftenen til at interessere sig for den slags. Hun rejste som regel hjemmefra ved fem tiden om morgenen og kom hjem igen om aftenen ved seks eller syv tiden, og så havde hun mange gange gået 1½ mil hver vej, og så var der pjalter og strømper nok at sy og reparere på, indtil hun kunne gå i seng.


Høverdreng

Vi går nu lidt tilbage i tiden, for da jeg var 9 år, skulle jeg ud at tjene som hyrdedreng for sommeren. Reglen var jo, at jeg skulle gå i skole hver onsdag, men det ville husbonden ikke rigtig love. Det kunne godt lade sig gøre at undlade at følge denne regel, især hvis gårdmanden, man tjente hos, var gode venner med skolelæreren. Det var så sådan, at han skulle betale eventuelle skolemulkter. Det var 4 øre for den første dag og 8 øre for den næste og så fremdeles. Men når jeg bare kom i skole en dag engang imellem, så begyndte det herefter igen med 4 øre for første dag, så det var jo ikke så afskrækkende, og for resten tog læreren det heller ikke så nøje.

Jeg husker endnu min første plads. Det var et par kilometer fra mit hjem, et sted, hvor min fader engang imellem arbejdede. Pladsen var god nok. Vi fik alt, hvad vi kunne spise, og det betød meget for en stor forvokset dreng i den alder. Jeg glemmer aldrig den første dag, jeg skulle i plads. Det var om eftermiddagen lige op til juleaften. Det var nemlig skik, at sådanne fattige børn skulle i plads 14 dage i julen, forud for den sommer man var fæstet til, for at få noget godt og nærende mad. Dette var også for mig noget så dejligt, og jeg havde i lang tid imødeset dagens komme. Jeg havde dengang næsten aldrig været uden for hjemmet så længe ad gangen, i hvert fald havde jeg aldrig før sovet på fremmede steder om natten. Jeg husker også, da jeg var færdig til at rejse, gik moder med mig ud i gangen og tog min ene arm og gjorde, som jeg mener, de fleste mødre ville have gjort. Hun sagde: ”Lad mig nu se, Christian, at du er en vakker dreng, når du kommer derhen og endelig ikke må lyve for dem. Hvordan det end går, så sig altid sandheden, så vil det altid gå dig bedst og være til gavn for dig.”  Jeg lovede moder dette, og så tog jeg af sted sikkert også med forsæt om at sige sandheden, som moder havde indprentet mig så godt. Det sneede en lille smule, men ikke af nogen betydning, så turen derud forløb godt.

Lige efter ankomsten skulle jeg ud i kostalden for at hjælpe manden med at fodre køerne. Manden stod i foderrummet og delte ud, og jeg løb med foderet. Da vi var færdige, skulle der fejes på broen, og det var mit arbejde. Jeg tror nok, jeg gjorde det godt. Det gik rask, og jeg fik ros af manden. Da alt var i orden, skulle vi ind til bordet og spise. Der var foruden mig en karl og en pige på gården. Jeg kendte ingen af dem. Karlen var en sølle stakkel. Han var kommet fra Thise fattiggård og var liciteret ud af sognerådet der. Han skulle ingen løn have, og klæderne fik han fra fattiggården. Der fik han også vasket. Han var ca. 40 år. Pigen var af cirka samme slags. Det vil sige, hun var ikke fra fattiggården, men var ikke så lidt bagefter almindelige mennesker i begavelse. De to var kærester, det fortalte pigen mig den første dag.

Vi kom så endelig ind til bordet og blev placeret. Manden sad for bordenden, karlen inden for bordet og mig ved siden af. Over for karlen sad konen og lige over for mig pigen. Og så fik vi rigtig nok noget godt at spise. Sådan et måltid havde jeg aldrig set før, og jeg var rigtig tilpas. Da vi så havde drukket kaffe og havde sunget en salme, så skulle vi i seng. Inde i stuen, hvor vi spiste, var der en dør ud til køkkenet og i den anden ende en dør ud til gangen. Her var en dør ind til det kammer, som jeg og karlen skulle dele seng i, og i dagligstuen ved siden af var der en dør ind til pigekammeret.

Da vi var færdige med måltidet, sagde vi tak for mad. Jeg var den eneste, der gav hånd. Det havde moder nemlig sagt, at jeg skulle. Vi, karlen og mig, gik så ind i kammeret og fik tøjet af. Jeg kravlede i seng og skubbede mig godt ind i sengen, så der kunne blive god plads til karlen. Han stod på gulvet og var kun kommet af det udvendige tøj, da han med et slukkede lyset og sagde: ”Du kan nok lægge dig til at sove. Jeg skal lige ind til pigen og ha’ syet mine hoser.” Så lå jeg ene i et fremmed kammer for første gang i mit liv. Det varede længe, inden jeg faldt i søvn. Jeg kunne høre køerne og hestene i stalden, og jeg tror nok, at jeg på et vist tidspunkt ønskede mig hjem i sengen til mine andre søskende. Omsider faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var karlen kommet i seng, uden at jeg havde mærket noget til det. Næste morgen skulle der fodres, fejes og gøres godt rent nu til julen. Da vi var færdige i stalden, skulle vi ind til et godt julebord igen. Det bestod af noget som kaldtes fullingssteg. Det var ribbenssteg med små pandekager, der var opbagt i sirup og fedt. Det smagte godt, og manden fik en 3-4 snapse og karlen fik én. Bagefter fik vi varmt øl med sukker i. Manden var en gammel ræv, for da vi var ved at være færdige med øllet, sagde han henvendt til mig: ”Nå, hvordan har du så sovet i nat min dreng, for du har vel nok ligget ene?” Jeg svarede i al troskyldighed og med beskeden røst, at jeg godt nok havde ligget ene, for karlen skulle ind og have stoppet sine strømper hos pigen. Så rejste hun sig på den anden side af bordet og langede mig sådan en ørefigen, idet hun sagde: ”Ska’ du løbe med sladder.” Jeg græd ikke, skønt det sang i hovedet længe efter, vi var kommet ud i stalden igen. Jeg var ikke så lidt desorienteret efter dette. Moder havde jo sagt, at det bedste altid var at sige sandheden, og så var det første jeg fik derfor en knaldende lussing. Kan man ikke være lidt undskyldt, hvis der senere hen er kommet en lille løgn?

Nå, pladsen var god nok, vi fik det, vi kunne spise, og arbejde manglede vi heller ikke. Jeg var der den kommende sommer indtil 1. november, og så skulle jeg jo hjem og gå i skole igen, og det var der også mere spænd i for mig, jeg var trods alt aldrig ked af at gå i skole.


En arbejdsdag for en hyrdedreng i 1890.

Som 10-årig tjente jeg på en bondegård på ca. 50 tønder land. Der var en karl på 20 år og én på 16, samt to piger ligeledes på 16 og 20 år.

Jeg mødte 1. april. Og så skulle man helst være barfodet til 1. november. Der skulle løbes. Tiden var ikke til at gå. Det var travle dage for en hyrdedreng. Dagen begyndte klokken ca. halvfire om morgenen. Så kom pigerne og kaldte på mig. Først skulle jeg fire kilometer ned i kæret og flytte ungkreaturer og får, mens pigerne malkede. Og så hjem og trække køerne på græs i marken. Tilbage at spise min davre, som bestod af tre eller fire store tykke, som regel endeskiver, af rugbrød. Vi kaldte disse skalke. Der var et lille skrab smør på og kogt skummet mælk til. Så snart den sidste bid var i halsen, skulle der gøres rent i stalden. Det var det værste arbejde. For det første var der for lidt kræfter hos en tiårs dreng, og så var stalden meget gammel og ujævn med kampestens gulv, som var sunket her og der, så det hele var bakker og dale, og så en møjbør, der trodser al beskrivelse. Når jeg fik læs på og skulle køre det ud på møddingen, kunne jeg blive helt svimmel af at se på hjulet, der slog fra den ene til den anden side. Hvis jeg var så heldig, at komme ud på møddingen, som var meget blød, og op på kørebanen, der var en fjæl på ca. seks tommers bredde, ja, så smuttede hjulet som regel udenfor, og så var alt forbi. Så måtte jeg med en greb tømme børen, og så ind efter et nyt læs. Halvfærdig med dette arbejde måtte jeg af sted så hurtigt som muligt ud i marken for at flytte køerne, og derefter tilbage og gøre arbejdet færdig i kostalden.

Søndag var en dag, jeg altid så hen til med glæde. Den dag var karlene hjemme, og så havde de

lovet mig, at når jeg læssede børen i kostalden, ville de køre den ud på møddingen for mig. Det var det hårdeste arbejde for mig. Når jeg så endelig var færdig med at flytte køerne for anden og sidste gang den formiddag, så skulle der igen bud til ungkreaturerne og fårene i kæret, og så hjem og ud i marken efter køerne, der skulle ind og malkes. Så spiste vi til middag klokken tolv. Det varede en halv time. Så snart pigerne var færdige med malkningen, skulle køerne trækkes ud i engene ca. en kilometer borte. Det kunne sommetider være et meget brydsomt arbejde. Det var jo lige i middagsstunden, og så var køerne bissegale og meget urolige, og det traf sig at to eller fire rev tøjret itu, og så stod jeg godt i det. Jeg vidste som regel ikke andet råd til sidst end at græde. Det endte ofte med, at jeg måtte trække af sted med dem, der var i koblet, og så tilbage at hente resten. Så var der en lille pause, til der skulle flyttes køer igen. I den tid undersøgte jeg som regel min medbragte madkasse. Der var tre til fire rundtenommer, én sigtemad og tre rugbrød. Man var nok taknemmelig for lidt dengang. Det var sommetider, min madmoder havde drevet det så vidt, at der lå en renvasket gulerod eller et lille affaldsæble i kassen, som en lille ekstra påskønnelse. Det satte hende højt i mine øjne. Nu skulle køerne igen flyttes, og så igen klokken ca. fire blev de flyttet for sidste gang den eftermiddag. Derefter igen ud i kæret og flytte ungkreaturer og får til natten. Så tilbage til marken, hvor køerne ca. klokken syv skulle samles og hjem, så pigerne kunne komme til at malke for sidste gang.

Så var dagen forbi. Vi en stor skål mælk og grød, og så i seng – og nøjagtig samme dagsværk ventede ”i morgen”. Alt dette arbejde for en 10-11 års dreng kostede dengang for en sommer den svimlende sum af 10 kroner, 1 pund uld og et par træovrede træsko med kramme.

Som denne arbejdsdag er skildret har mangfoldige arbejderbørn oplevet det. Her er med vilje ikke overdrevet en eneste smule, og enkelte havde det jo nok endnu værre. Vi skulle, som tidligere nævnt, efter reglementet i skole hver onsdag sommeren igennem. Jeg tror, jeg den sommer var i skole to gange, og den ene gang fik jeg et rigtig godt klask på den ene kind, fordi jeg var kommet til at sidde i solen lige inden for vinduet, og var faldet jeg i søvn. Dette var jo ikke meningen med skolegangen.


Thise marked

Den største begivenhed i årets løb var Thise marked, og til dette skulle alle omegnens børn og voksne. Penge hertil fik vi ved at samle ben. Det var nemlig skik, at næsten alle børn gik rundt på markerne i omegnen, hvor de boede, og samlede ben. Dem solgte vi så til stedets kludekræmmer for en pris af 1 øre pr. pund. Der var enkelte af os, der var så heldige at samle for 20 øre til markedsturen. Men når vi så kom hjem med dagens høst af penge for benene, så traf det, at dem af os, der havde samlet flest, måtte dele pengene med de andre. Det var en slags uskreven udligningslov, som vi måtte rette os efter, for til marked skulle jo alle, der var så store, at de kunne gå derned. Der var ca. 5 kilometer fra mit hjem og til Thise.


Julen og fattigdommen

Vi børn glædede os altid stærkt til julen. Ikke for julegaverne, dem var der ikke råd til. Heller ikke til juletræ. Det eneste juletræ, som jeg kan huske fra min tidligste barndom, var, når vi fik sirupsflasken tømt, så satte vi en grangren i, og så dansede vi omkring dette juletræ inde i stuen og sang ”Glade Jul”. Men det var hurtigt forbi, da flasken jo snart skulle til købmanden og fyldes op. Sirup var vist det eneste sødemiddel, vi brugte. Nej, det vi børn glædede os allermest til i julen var juleaftensmaden. Så langt jeg kan huske tilbage, fik vi juleaften sødsuppe og æbleskiver. Det var en begivenhed, vi talte om i mange dage op til julen. Så vidt jeg husker, fik vi to svesker og nogle rosiner hver i vores portion, og som regel spiste vi al sødsuppen først og gemte rosiner og svesker til sidst. Dem nænnede vi ikke at spise lige straks. Det var den eneste gang om året, vi tillod os den luksus.

Der var mange fattige dengang. Det var jo næsten en ren umulighed, at tjene til føden for en familie. Til jul, påske og sommetider også til fastelavn var der dengang flere i sognet, der gik rundt med tiggerposen. Det var konerne fra arbejderhjemmene. De fulgtes som regel to og to. Det var velsagtens for at dele den nedværdigelse, som de følte ved at komme ud i det ærinde. De gik som regel med en kurv eller en pose, og fik så nogle steder en kop gryn, et æg, et stykke flæsk eller et stykke brød.

 
Konfirmation - Voksen karl

Således gik tiden, hyrdedreng om sommeren og skole om vinteren, indtil jeg blev konfirmeret i foråret 1895 i Ingstrup kirke. Jeg kan huske mit konfirmationstøj. En gammel frakke, som min moder købte. Hun gav vist 1 krone og 50 øre for den. Den blev så vendt, så vrangen på tøjet kom til at vende ud. På dagen gik jeg ene fra mit hjem og til kirke. Mine forældre var ikke de eneste, der, på grund af at de intet ordentligt tøj havde, måtte blive hjemme fra kirke den dag, de skulle have et barn konfirmeret. Nå, men jeg blev konfirmeret alligevel.

Herefter måtte jeg stå på egne ben. Jeg kom så ud på flere større gårde forskellige steder. Jeg hørte ikke meget til mit hjem, da jeg fik vasket og syet hos forskellige vaskekoner. Engang imellem kom jeg i tanker om, at jeg ville se til dem derhjemme. Når jeg kom, spurgte de mig så, hvor jeg tjente. Så forklarede jeg det, og så var den snak ikke længere. Når jeg tænker på den tid, var det jo næsten med mig som med viben, der forlader reden, før den er helt fri for skallen og må så søge at dække sig selv, så godt den kan.

Der er mange faldgruber for unge mennesker, og det var der også dengang. Det var jo på den tid, at en hel flaske brændevin kun kostede 21 øre. Der blev drukket meget også mange gange mere end nu. Jeg husker en tid, hvor jeg tjente på en herregård. Vi var ni store kraftige karle der. Et par kilometer derfra lå en anden herregård. Vi karle kom sammen én gang om ugen skiftevis på den ene og den anden gård. Så drak vi så længe indtil alle lå på gulvet eller i én af sengene. Der var næsten aldrig slagsmål, det gik efter forholdene meget fredeligt, men det var ikke en atmosfære unge mennesker havde godt af at vokse op i. Der var flere af de ældre karle, der altid havde en flaske med dram stående i skabet. Så kunne de gå ind og tage en lille én engang imellem, og jeg tror også nok, der var nogle, der blev forfaldne til druk på denne måde. Pigekamrene stod åbne hele natten, så der var fri adgang, men det var som regel ældre hærdede kvinder, der tjente sådanne steder og var vant til livet på den måde. Kosten var ringe de fleste af den slags steder. Folkene levede af kartofler, vandgrød og soflæsk. Jeg husker således en herregård, hvor vi var en halv snes store stærke karle på 18-20 år. Vi fik om morgenen 1 skive rugbrød med smør. Brødet var mindst en tomme tyk. Kunne vi spise mere, fik vi bart brød og selvfølgelig mælk til. Det var rent utrolig, hvad vi kunne spise.


I tjenesten

Jeg blev så ved med at tjene rundt omkring på herregårdene, indtil jeg, 18 år gammel, rejste til session og blev udskrevet til soldat. Det var i 1899, og jeg kom så i tjenesten 10. april 1900. Jeg lå inde i 14 måneder ved fodfolket i Nyborg på Fyn. Modtagelsen den første dag var absolut ikke bedre end første dag i skolen, men der var den forskel, at her var det ikke klasseforskellene, der gjorde sig gældende. Vi fik alle den samme rå behandling, så det gjorde ikke særligt indtryk på den enkelte. Alligevel tog vi det ikke alle lige overfladisk, hvad der jo var det bedste, og her havde jeg vist en særlig evne. Jeg kan med sandhed sige, at jeg aldrig én eneste gang var ked af det, men tog det hele både ondt og godt med strålende humør. Jeg tror også, at det var bedst dengang at melde sig så tidligt som muligt, da de yngste næsten altid klarede sig bedst. Jeg tror nok, jeg med sandhed kan bemærke, at der ikke var mange missionsmænd blandt befalingsmændene, for des mere de kunne bande, des bedre var det i overbefalingsmændenes vurdering. Jeg kan således huske, at der en dag var en kaptajn, der kaldte underkorporalerne sammen og bebrejdede dem, at der var for lidt fart på øvelserne og spurgte, om de var missionsmænd, da han næsten aldrig hørte en ed fra dem. Dengang hørte vi rekrutter næsten ikke andet, men de var ikke så begavede til at bande som de ældre sergenter.

De spurgte os, om den jordmoder, der havde taget imod os, levede endnu, for så skulle hun øjeblikkelig slås ihjel eller gøres endnu værre ting ved. Den slags tale var vi til sidst så vant til, at man slet ikke kunne høre det. Det hørte heller ikke til tilfældighederne i år 1900, at en soldat fik et rigtig smæk af officerens sabelklinge. Der var aldrig klager, for soldaterne vidste, at det blev værst for dem selv. I 1905 var jeg indkaldt på manøvre, men allerede, da var tonen i hæren meget bedre. Efter de 14 måneder blev jeg hjemsendt i 1901 den 10. juli og begyndte så igen som karl på en herregård.


Ægteskab og politik

I 1902 blev jeg gift og arbejdede herefter som arbejdsmand. Det blev hårde tider, når man skulle sætte bo og sørge for kone og børn. Vi havde straks et barn og inden et år et mere. Daglønnen var 35 – 50 øre om vinteren og 1 krone om sommeren. Det var ikke let at få det til at slå til, men så var jeg fiskehandler om vinteren, og det gav lidt mere. Kampen for tilværelsen var hård, men trods dette synes jeg alligevel, jeg havde det bedre end mine forældre. Jeg tror nok, at jeg var bedre til at få pengene til at strække. Jeg synes, at vi boede pænere og havde lidt mere indbo, og så havde jeg fået den indstilling, at hvad det end skulle koste, ville jeg ikke på fattigvæsnet, og det er jeg heller aldrig kommet. Nu, siden jeg er blevet gammel, kan jeg se, at der ingen lighed er mellem fattigdom dengang og så nu.  

Chr. Larsens hus, Blæshøjvej 76. Kirkekalkning, Chr. Larsen og sønnen Carl.

Politik havde jeg aldrig hørt tale om eller været i berøring med, før jeg blev gift. Men herefter erkendte jeg, at der måtte være noget forkert ved samfundsforholdene, når de mennesker, der snart sled både nat og dag, næsten ikke kunne få så meget for det, at de kunne spise sig mætte eller gå i klæder, ligesom andre mennesker. Tøj blev der aldrig råd til noget af i min barndom, derfor var vi arbejderbørn altid så lappede og lasede i tøjet, og det førte til, at vi altid følte os som dem, der skulle tåle alle andre børns drillerier. Der groede en trods og et had i os mod dem, som vi følte, var os overlegne. Det er vel nok denne følelse og erkendelse, der er en del af grunden til arbejdernes rejsning socialt. Det var i hvert fald min grund til, at jeg som ganske ung sluttede mig til socialdemokratiet. Det parti var ellers meget foragtet her ude på landet. Det var sådan, at ordet socialist var noget af det værste, der kunne nævnes. Når det skete blev bønderne i fyr og flamme, selv de folk, der betød noget i kommunen havde en følelse af, at alt var truet med undergang, hvis det nogensinde skulle gå så vidt, at disse socialdemokrater skulle komme til magten.

Der kunne fortælles mange andre episoder fra min tid, men trods det liv, vi levede og trods den forplejning, vi fik, var de fleste af vi søskende store og friske. Jeg for mit vedkommende kan ikke huske, at jeg nogensinde har smagt medicin, før jeg blev 67 år gammel.  

 Chr. Larsen, murer, Vester Hjermitslev
 


Efter at have læst Christian Larsens beretning om hans barndoms- og ungdomsår, kunne man godt ønske sig nogle udsagn fra hans samtid med hensyn til, hvordan han var – og – her umiddelbart før artiklen går i trykken, får jeg et sådant udsagn ind af min brevsprække. Det er Christian Larsens datter, Karen Helmart, Vrå, der sender mig et brev, der er skrevet af Thomas P. Hejle. Brevet er en hilsen til Christian Larsens 70 års fødselsdag, og indeholder en omfattende beskrivelse af, hvordan Thomas P. Hejle karakteriserede Christian Larsen. /LT


V. Hjermitslev d. 4/8 -51.

Kære ven. – Det ville jeg grumme nødigt skulle være sket, at din 70-aarsdag slap mig forbi, uden at jeg fik benyttet den til at vise dig en smule opmærksomhed og sige dig tak for, hvad du igennem aarene har betydet for mig, men sket gerning – eller rettere glemsomhed staar jo ikke til at ændre. Din fødselsdag er allerede langt henne og ikke til at indhente. Jeg må derfor haabe, at du alligevel vil modtage disse linier så oprigtige, som de er ment – selvom de jo kommer til sidste prædiken.

Det er ikke så nemt at finde ord for, hvad man føler man skylder et menneske, og jeg evner langtfra at gøre det til bunds. Men da ulykken overgik mit hjem, hørte du til de faa, der usvigeligt stod ved vor side ikke mindst i den maade, hvorpaa jeg ved du dengang som altid siden omtalte min far. Selvom jeg ikke havde haft andet at mindes om dig, var det mer end nok til, at jeg altid maatte nære venskab og taknemmelighed over for dig. – Men der er jo adskilligt andet; for det første din ukuelige uafhængighedsfølelse, der forbød dig nogensinde at bøje nakken for uretten eller ydmygt tage imod naadsens brød, hvor du følte, du var i din gode ret til at kræve – samtidig med at du vel at mærke gjorde ret og skel til alle sider. At gøre noget saadant kan være svært nok i større samfund, hvor man kan staa sammen med mange, men under forhold, som du levede under, maa det have været umenneskelig svært, ene mand som du faktisk var over for nedarvet magt og selvgodhed. De fleste andre, jeg ved af at sige, der vel at mærke blev her som du eller strandede på flugt fra andre egne, hvor det stod lige saa slet til, gik i hundene paa en eller anden maade. Der skulle din stridighed til, dit lune, din gode forstand, dit fribaarne sind og – vel ogsaa dine kræfter i legemlig forstand for at kunne gaa rank og ukuet igennem.

Dette har jeg fra min tidligste ungdom beundret dig for. Og saa var der jo ved siden af og gennem alt andet din herlige fortælleevne. Jeg mener selv, jeg kan turnere en historie; men du er så ubetinget mesteren.

Jeg siger dig tak for dette og for meget andet stort og smaat, som vanskeligt lader sig pinde ud i enkeltheder, og forbliver med de varmeste hilsener ogsaa fra min kone din hengivne ven

Thomas P. Hejle


For dem, der ikke ved det, er Thomas P. Hejle født i 1891 og levede sine barndoms- og ungdomsår i købmandsgården i Vester Hjermitslev. Han gik på gymnasiet, da ”ulykken ramte hans hjem” og faderes tog sig af dage på grund af økonomiske sorger. Thomas P. Hejle blev lærer og landskendt på grund af sit engagement i at give ungdommen oplevelser og udviklingsmuligheder igennem kulturelle oplevelser. Han stiftede i 1920 foreningen ”De højere Skolers Kunstaftener”. Den organisation udviklede sig i årenes løb til ”Institutionen Dansk Skolescene”, som Thomas P. Hejle var direktør for indtil sin død i 1952. Danmarks første ungdomshus på Nørrevold i København blev ligeledes en realitet takket være den utrættelige vendelbo. Hejleklubben i Vester Hjermitslev er en lille aflægger, som hans enke Gerd Hejle i 1958 var initiativtager til. /LT

På billedet ses Thomas P. Hejle, Gunnar, der er Chr. Larsens barnebarn dvs. Jens Valdemars søn og til højre Chr. Larsens datter Dagny, der lavede mad til Gerd og Thomas P. Hejle, når de om sommeren gæstede Hjermitslev og boede i huset i Enkestræde – nu Thomas P. Hejlesvej 6.  
 


Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev, en landsby i Hvetbo Herred - Vendsyssel.
Oplysningerne er samlet og redigeret af Lisbet Thorendahl - mailto:thorendahl.maarslet@get2net.dk
Siden er senest opdateret 21-07-2008