Russiske krigsfanger hos Anne og Chr

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev

Russiske krigsfanger besøger Anne og Chr. Jægerum i Gammel Ingstrup. af Lisbet Thorendahl Denne historie tager udgangspunkt i erindringer, nedskrevet af Anne og Christian Jægerum, Hasselvej 5, Løkken. Den del af historien, der foregår i Vester Hjermitslev er baseret på en mundtlig beretning fra Søren Poulsen Stride, Blæshøjvej 59, V. Hjermitslev. Christian Jægerum er født i 1917 i Gammel Ingstrup på en gård, der i ældre skrifter er benævnt som ”Ingstrup Ager”. Christians forældre var Anne Kirstine f. Hansen og Peder Christiansen Jægerum.
	Christian Jægerums hjem i Gl. Ingstrup
Anne Jægerum er født i 1919 på Sigensgaard i Fårup. Hendes forældre var Ane Marie f. Gjøl og Valdemar Senius Aagaard.
	Anne Jægerums hjem
Tre dage efter at Anne og Christian Jægerums datter blev født den 10. april 1945, fik parret, der boede på ejendommen Engbo i Gl. Ingstrup, et uønsket og ubehageligt besøg af nogle berusede russiske krigsfanger, der kom fra russerlejren i Vester Hjermitslev.
	Ejendommen Engbo i Gammel Ingstrup.
I den sidste del af Anden Verdenskrig var der i Vester Hjermitslev en lejr for russiske krigsfanger. Disse havde efter at være tilfangetagne af tyskerne valgt at gå i tysk krigstjeneste for at redde livet. Søren Poulsen Stride har følgende udsagn om dem: ”Det var et trist liv for dem. De var krigsfanger fra Rusland - og så havde de for at redde livet valgt at hjælpe fjenden, den tyske værnemagt. Det havde de jo ingen som helst interesse i. Så de dulmede smerten ved at drikke alt, hvad de kunne få fat i - ja, selv brillantine og skosværte indtog de på grund af den smule spiritus, der var heri.” Den tyske værnemagt havde i de sidste krigsår beslaglagt Vester Hjermitslev Afholdshotel og bygget barakker til de menige soldater og deres heste og vogne langs den nuværende Erantisvej, dengang kaldet Barakvejen. Her har russernes barak antagelig også ligget. Tre år før de begivenheder, der her vil blive berettet om, var Anne og Christian Jægerum blevet gift og havde købt det to år gamle statshusmandsbrug, Engbo, beliggende i Gl. Ingstrup ikke så langt fra Christians fødegård. Det var dengang meningen, at Christian som den ældste søn på et senere tidspunkt skulle overtage hjemmet. Men da det i stedet blev Christians yngre bror, Hans Jægerum, der overtog fødegården, købte Anne og Christian i 1947 en gård, Søndermarken, i Vrensted sogn. Her boede de, indtil de som pensionister i 1984 flytter til Løkken.
I de sidste krigsår havde Anne og Christian Jægerum set en del til de tyske soldater, selvom deres ejendom, Engbo, lå helt ude i det sydøstlige hjørne af Ingstrup sogn ud mod banen og Ingstrup sø. Dels kom der herud enkelte af tyskerne, der med deres kraftige geværer drev lidt jagt på fuglene omkring søen, og dels var der fire soldater fra besættelsesmagten, der dagligt dukkede op hos Anne og Christian, når de malkede om morgenen. De kom og kikkede ind af stalddøren og sagde: ”Radio”, og derefter tog de hver en kop nymalket mælk og gik uden at spørge om lov ind i stuen, tændte radioen og fandt et program fra Odessa i Rusland, hvor de - antagelig på tysk - kunne høre krigsnyheder. - Den følgende historie handler ikke om de tyske soldater, men om de russiske krigsfanger fra lejren i Hjermitslev. ”Den 10. april 1945 blev for os en mærkedag for livet”, fortæller Anne Jægerum, ”jeg lå i barselsseng efter vores datter var født tre dage tidligere. Vi havde vores mødre og min broder Karl Aagaard og hans kone Anna på barselsbesøg. Netop den dag kom to stærkt berusede russere og ville tiltvinge sig adgang til huset.”
	Anne og Christian Jægerum, et billede fra tiden, hvor hændelsen, der her berettes om, fandt sted.
Historien om de berusede russere tog sin begyndelse i V. Hjermitslev og fortælles af Søren Poulsen Stride: ”Det var ved middagstid. Jeg var ved at give køerne roer, da jeg hørte geværskud ude på landevejen. Her kom to russere gående ad vejen fra Hjermitslev. De snakkede, grinede og skød op i luften – de var rigtig i hopla. Længere vestpå gik de ind i huset til murer Christian Larsen, kaldet Christen Lassen, (Blæshøjvej 76) for at skaffe sig spiritus og tobak. Christen Lassen lå på sofaen, og hans bette børns tøj var hængt til tørre ved kakkelovnen. Da russerne stilede hen mod børnetøjet, de havde måske selv småbørn i Rusland, råbte Christen Lassen og for op fra sofaen: ”Det ma I sgu intj ta’.” Den ene russer rettede nu geværet mod Christen Lassen, men han smuttede ud i køkkenet, bag om huset og over til naboen, Jens Vestenbæk (Blæshøjvej 80). Russerne var bag ham, og idet han sprang ind i bryggerset hos naboen, skød russerne en kugle efter ham. Christen Lassen, der var en god fortæller, berettede om skudepisoden på følgende måde: ”- og idet a sprang, da skå de. A svang, men kuglen dej bløv ve lige uk. Det var min redning!” Efter den episode opgav russerne og begav sig ud over markerne og nordover Tovland (Blæshøjvej 70) mod Gl. Ingstrup. – ”Et stykke tid efter,” fortæller Søren Poulsen Stride videre, ”kom Christen Lassen cyklende i sivsko og uden noget på hovedet, hvilket var usædvanligt for ham. Han kørte stærkt. Han skulle ned til sognefoged Thomas Chren og melde overfaldet.”
Efter vandringen fra V. Hjermitslev nærmer russerne sig nu ejendommen Engbo i Gl. Ingstrup, og her er det Christian Jægerum, der fortsætter historien: ”Vi havde en del fremmede den dag på grund af, at vores datter var kommet til verden,” fortæller Christian Jægerum. ”Det var begge bedstemødrene og herforuden min kones bror, Karl Aagaard, og hans kone Anna, og derforuden en hjælpekone. Pludselig mens Karl og mig stod ude i gården, hørte vi skyderi oppe ved naboen. Vi så nu to soldater komme løbende ned ad vejen til os. De råbte og skreg og den ene svingede med et gevær. Jeg sagde til Karl, at vi nok hellere måtte se at komme ind. Vi låste døren for dem og rullede gardinerne ned. Det var ikke meningen, at de skulle ind, og vi var nu parate til, hvad der måtte ske. Først blev russerne helt desperate, da de opdagede, at de ikke kunne komme ind. De begyndte at ruske i døren, de løb rundt om huset og råbte, og så prøvede de på at skræmme os ved at skyde nogle skud op i luften. Pludselig hørte jeg et brag. Det var vinduet i spisekammeret, der blev slået ind. Den ene russer kom ind i huset ad den vej. Jeg prøvede at holde ham ude i køkkenet og stod derfor med ryggen mod døren og havde godt fat i dørgrebet. Da lyder der et mægtigt brag, og det gør meget ondt i min ryg. Jeg troede, at han havde skudt, men det viste sig, at det var geværkolben, han havde slået igennem en 10 mm dørfyldning og ind i ryggen på mig. Endnu engang prøvede jeg at standse ham, så han ikke skulle komme ind i soveværelset, men idet jeg sprang hen til sovekammerdøren, fik jeg en kugle op igennem mit hår i nakken. Kalk og puds faldt ned. Kuglen gik igennem loftet og tog en kvart tagsten med sig ud. Nå, men da han så havde givet mig denne lille advarsel, skubbede han mig brutalt til side og tog et nyt ladegreb på geværet og sigtede. Der var ikke andet for, end at lade ham få adgang til hele huset. Han kom nu ind i soveværelset og gik rundt med geværet i skudklar position og sigtede på alle kvinderne, der var samlet her. De blev meget bange, skreg og kravlede i dækning bag sengen. I mellemtiden var den anden russer også kommet ind i huset. Han havde sparket den lange rude i yderdøren itu og låst døren op, men været så uheldig, at han havde skåret sig meget slemt i armen.”
Anne Jægerum overtager nu beretningen: ”Russerne var meget påvirkede af spiritus, og efter megen ballade og skyderi kom den ene ind i sovekammeret. Han var helt vild og pegede på os med sit skarpladte gevær. Vi var bange, og begge vore mødre reagerede meget voldsomt. For at russeren kunne falde lidt til ro, satte jeg mig op i sengen og rakte ham mit dyrebare barn. Jeg kunne ikke vide, hvad han ville gøre ved barnet, men jeg tænkte, at det ville berolige ham. Russeren tog barnet, knugede det ind til sig, græd og kyssede det igen og igen. Det var en gribende oplevelse. Men han faldt til ro. Samtidigt kom den anden russer ind. Han viste mig sin arm. Han havde skåret sig på rudeglasset, da han brød ind i huset, og det blødte meget fra såret. Jeg tog hans hånd, holdt den lidt og prøvede ligeledes på at få ham til at blive rolig. Jeg fandt et navlebind og forbandt hans arm. Da det var gjort, rakte den anden russer mig barnet tilbage og tog omkring kammeraten og fik ham med ud. I soveværelset græd vi alle sammen. Min mor bad en bøn og takkede Vor Herre for, at han havde sparet vores liv. Jeg knugede mit barn ind til mig og vaskede hendes lille mund, som soldaten havde kysset.”
”Men uden for soveværelset begyndte spektaklerne på ny”, fortæller Christian Jægerum. ”Russerne forlangte cigaretter og tobak, og de begyndte at lede efter spiritus overalt. Ham med geværet gik nu igennem hele huset for at finde noget, der kunne drikkes. Vi havde dengang ikke spiritus i huset. Han blev rasende over dette og gik ned i kælderen, hvor vi havde en hel masse glas med henkogt kød og glas med syltetøj. Her tog han geværkolben og slog alt i stykker. Derefter fortsatte han op på loftet, hvor han undersøgte værelset men uden at finde, hvad han søgte. Så blev de igen lidt nærgående. Karl og mig stod i bryggerset, og russeren med den forbundne arm begyndte at slå Karl på siden af hovedet, imens stod den anden med geværet i skudklar stilling. Mens det skete, fik jeg ud af vinduet øje på sognefogeden fra V. Hj., Thomas Chren, der kom sammen med en tysk feltgendarm. Jeg råbte højt: ”Så, - nu kommer tyskerne!” Så blev russerne helt tossede og ville ud, men de kunne ikke komme ud af bryggersdøren, for det var så uheldigt, at da de sparkede på døren for at komme ind, var nøglen faldet ud og røget langt ind under bryggersbordet, hvor vi til sidst fandt den. Russeren med geværet kom først ud og løb østen om kostalden. Sognefogeden ville fange ham og løb den anden vej rundt og var tæt på ham, men da russeren begynde at hæve geværet, løb sognefogeden, alt hvad han kunne for at komme i dækning bag laden. Russeren fortsatte øster ud i marken, hvor jeg kunne følge ham med øjnene, og så ham til sidst ligge i en stor tue og sparke i jorden. Den anden russer, ham med den forskårne arm, lod sig tage straks.” ”Senere på dagen, da vi var blevet ene, gik vi og tænkte på, at vi var sluppet helskindet igennem oplevelsen”, fortæller Christian Jægerum. ”Vi prøvede på at få det hele på afstand, og jeg spændte den lille brune hest for og kørte op til Ingstrup by for at købe nyt glas til dør og vinduer. Mens jeg var der, blev der ringet efter mig fra vores nabo, Kristian Østergaard. Han oplyste, at der var kommet nogle tyskere, der ville have mig i forhør. Jeg kørte selvfølgelig hjem alt hvad remme og tøjr kunne holde. Der var tre kilometer. Da jeg kom hjem, stod der på gårdspladsen syv tyskere i en rundkreds hver med deres livrem i hånden. I midten havde de russeren, der havde haft geværet. Hver gang han dinglede hen mod en af tyskerne, fik han et slag med livremmen med spændet yderst. - Nu kom turen så til mig. Tyskerne havde en hel del spørgsmål, som jeg skulle besvare, og det foregik med boghandleren fra V. Hjermitslev som tolk. Det viste sig, at der var noget, som var meget uheldigt. Russerne havde sagt til tyskerne, at jeg havde skåret den ene i armen med min kniv, og de ville derfor have min kniv undersøgt. Da jeg samme dag om formiddagen havde slagtet en kalv, var der blod på kniven. Jeg forklarede så, hvordan russeren havde skåret sig på glasset, da han brød ind gennem døren. Det viste sig også, at russerne havde fortalt tyskerne, at jeg havde sagt, at tyskerne var noget pak, og at russerne var i orden. - Nå, men endelig tog de af sted igen. Næste dag kom tyskerne atter på besøg. Denne gang sammen med en af deres meget højtstående befalingsmænd i flot uniform med en hel masse ”snore” på. Han havde en skriver med, så alt kunne føres ind i en bog. Der var også en kvindelig tolk med, en dansk pige i lange støvler og godt malet i ansigtet. Sognefogeden fra V. Hjermitslev var der også. De begyndte så forfra med et nyt forhør og endte med at spørge os om, hvor meget vi skulle have for alt det, der var slået i stykker. Efter at vi havde regnet lidt på det, kom vi frem til det meget lille beløb på 65 kroner.”
Anne Jægerum afslutter beretningen: ”Nu halvtreds år efter får jeg kuldegysninger og bankende hjerte ved at berette om den dag - den 10. april 1945 - som jeg aldrig glemmer. Inden tyskerne gik efter deres sidste besøg, kom den tyske befalingsmand ind i soveværelset og spurgte mig, hvilken straf jeg ønskede, de russiske soldater skulle have. Jeg svarede tyskeren, at mit ønske var, om de ville spare deres liv, så de kunne komme hjem til deres familier i Rusland.”

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev, en landsby i Hvetbo Herred - Vendsyssel.
Oplysningerne er samlet og redigeret af Lisbet Thorendahl - thorendahl.lisbet@gmail.com OBS - OBS - ny mailadr.