Brevet tilhører Karen Pedersen, Kaas. Hun har givet tilladelse til, at brevene må offentliggøres på denne hjemmeside./LT

Nu kan frihedskæmperen fortælle, maj 1945

Peter Rasmussen fortæller i et brev til datteren Karen.

I det sidste brev skrev jeg til dig om, hvor ellevilde vi blev, da vi hørte om vort lands befrielse, men jeg fortalte dig ikke den hemmelighed, som jeg har haft over for mor og dig,  - at jeg var med i frihedsbevægelsen. Jeg kan derfor nu fortælle dig, at jeg kom med den dag pastor Stevns (Vrensted) var her, men jeg ville ikke fortæller jer det for ikke at gøre jer urolige. Eftersom forholdene var, gjaldt det jo om, at der ikke var for mange, der vidste besked med det for ikke ved given lejlighed at røbe noget, enten uforvarende eller som det jo i mange tilfælde er sket ved tvang, når Gestapo fik fat i et medlem af en gruppe.

Da pastor Stevns var her, ventedes der invasion eller i al fald en snarlig kamp her i landet. Som du jo nok husker, havde vi dengang i Krafts tid en kommando central her, og jeg havde da påtaget mig, når ordren lød, at sprænge kablet både vest og øst for byen, samt ødelægge alle telefonledninger (af tyskernes), der førte til og fra deres central her. Som du også ved, talte jeg ofte med Sabroe om krigen, når jeg gik til og fra haven, og han var den, der skulle sørge for sprængning af kablet vest for byen. Han lå bedst for dette foretagende, idet han ikke skulle over nogen vej for at nå til det. Han skulle da i sidste øjeblik, når ordren lød, tage én eller to andre unge mennesker med, som han til den tid vidste var interesserede, men de skulle, som skrevet, først indvies deri i sidste øjeblik. Sabroe var straks villig, og det har også vist sig, at han var til at stole på.

Nu kan du jo fortælle Jens Lunde (tjener på samme gård som Karen) det og så spørge ham, om han kan huske den dag, han gik i haven og bandt æbletræerne op. Jeg var den dag ude for at snuse efter, hvor kablet var, og Jens Lunde fortalte mig det, uden at jeg tror, han havde følelsen af, at det var det, jeg var ude om. Nå, det var jo godt, vi ikke kom i funktion, og vi slap uden invasionen, der ville i modsat fald være gået meget mere i stykker.

Der var ud over os en gruppe mere her i Hjermitslev. Du husker nok den nat, der blev kastet våben ned i Torpet. Den flyvemaskine havde nogle fra denne gruppe og Saltum-gruppen siddet og ventet på i 3 timer. Så var det så uheldigt, at ”vore” russere havde natøvelse i nabolaget, og da det var ret lyst, havde de set faldskærmen, hvorfor gruppen, lige så snart de havde fået våbnene gravet ned, blev beskudt af russerne og måtte derfor fortrække. Da det blev lyst om morgenen, fandt russerne det nygravede sted og stak af med de våben, der var tiltænkt frihedsbevægelsen.

I går fik vi pludselig telefonisk ordre til at stoppe en blå bil, der ville komme vestfra. Ordren løb på, at der foruden 4 tyskere var en hipomand . Det var ham, vi skulle have fat i. Det tog ikke 5 minutter før jeg og en anden havde geværerne klar og var henne på Stationsvejen, hvor vi stoppede bilen. Der var kun to tyske officerer i den. Du kan tro, jeg nød den følelse, at være med til at stoppe en tysk bil, nu var det dem, der var de små, selvom de endnu havde våben, hvad vi jo ikke havde før, når vi blev stoppet. Den anden bil med hipomanden var kørt fra ved Saltum Kirke mod Løkken.

Nå, det blev en omstændelig forklaring, men det er for at give dig hel besked om sagerne.