|
Som jeg husker besættelsestiden 1940 - 1945 af Frits Uhrenholdt |
|
| Følgende beretning fra krigsårene i 40ernes Vester Hjermitslev er skrevet af Frits Uhrenholdt, Kærgaardsvej 3, 9760 Vrå. Han var under krigen lærling hos købmand J. Drustrup i Vester Hjermitslev. | |
| Foråret 1941
var min skolegang i Vrå overstået.
Den 26. marts var der afslutning, og vi fik beviset for, at vi havde bestået
realeksamen.
Nu
var spørgsmålet, hvad der skulle ske, for jeg var klar over at fortsat
skolegang i gymnasiet ikke var sagen - motivationen var vist ikke til
stede, så det blev handelsvejen, jeg besluttede mig for. 1. juni begyndte
jeg som lærling hos købmand J. Drustrup i Vester Hjermitslev, dengang
een af Vendsyssels største landforretninger. Jeg har kun godt at sige om
forholdene der, men det var en stor omvæltning for en 15-årig
dreng, der hidtil havde levet en beskyttet tilværelse i hjemmet hos mor
og far og søskende, og nu kun kom hjem en tur om søndagen. |
|
|
|
|
|
Købmand Drustrups købmandsforretning i 1940'erne. |
|
Vester Hjermitslev var på det tidspunkt en landsby med alt, hvad der var almindeligt: håndværkere og forholdsvis mange butikker, og herudover var der et lille afholdshotel og jernbanestation. Vistnok i 1943 blev hotellet beslaglagt til indkvartering af soldater, og yderligere blev der bygget flere barakker, da byen blev garnison for en betydelig styrke. Det er klart, at en sådan situation vendte op og ned på dagligdagen. Der kom nu dagligt soldater i butikken, og med den vareknaphed, som rådede, var det næsten umuligt at undgå fornærmede og sure soldater, - ja, det blev faktisk en sport for os unge at præstere mindst mulig imødekommenhed over for tyskerne. Denne konkurrence fik i øvrigt følger for mig, men derom senere. |
|
|
|
|
|
Komisser hos købmand Drustrup først i 40'erne. Fra venstre Frits Uhrenholdt, den mellemste er Vagn Jensen, senere købmand i Pandrup, hvor han overtog faderen Søren Jensens forretning. Den sidste er Merlyn, der var opvokset i Amerika, og efter udstået læretid rejste tilbage til Staterne. |
|
Min tid der fra 1941 - 1945 var den periode, hvor tingene strammede mere og mere til. De første par år havde jeg ikke mere nærkontakt med besættelsesmagten, end de tyske soldater der kom i butikken for at handle. Al trafik fra Brønderslev til Saltum og Blokhus foregik jo lige uden for butiksdøren, og som tiden gik og varemangelen blev mere og mere følelig, blev landets butikker hjemsøgt af soldater, der var ude efter alt, som de kunne sende hjem til familien i Tyskland - vi kender alle billeder af soldater på vej ind i orlovstogene med sække af alt hvad, det var lykkedes dem at købe. Efter 1943 var krigslykken vendt. Tyskerne var trængt i Rusland, de var fordrevet fra Afrika, og de allierede havde foretaget landgang i Italien. Her på vores egn, i øvrigt som på hele Jyllands vestkyst, var der store fæstningsarbejder i gang, og store dele af kystområderne blev i realiteten lukket område for befolkningen. Disse befæstningsarbejder var utvivlsomt landets største arbejdspladser, og det var efterhånden i de kystnære områder, der var den største koncentration af tyskernes militær - nu var tyskerne jo virkelig nervøse for invasion fra vest. Længere inde i landet blev der gravet pansergrave, det vil sige dybe og brede grøfter hen over markerne. Grøfterne skulle hindre fjendtlig fremrykning med motorkøretøjer. Gravearbejdet blev stort set udført med skovle, og til at bruge skovlene blev der hentet folk fra alle dele af landet. For at skaffe kost og logi til alle disse arbejdere blev de bosiddende forpligtet til at huse een eller flere, selvfølgelig alt efter det enkelte hjems muligheder. Det var bestemt ikke nogen populær pligt, og det kunne ikke undgå at skabe problemer. For eksempel havde vi hos købmand Drustrup en københavner og en sjællænder fra Hvalsø boende. Københavneren gjorde sig hurtigt umulig, hvorimod vi unge fik det bedste forhold til sjællænderen. Retfærdigvis må det jo også indrømmes, at det var ubehageligt for arbejderne at opholde sig i et hjem hos mennesker, hvor de var tvangsanbragt. Så vidt jeg husker, blev opholdene ikke af særlig lang varighed. Jeg tror, arbejderne selv søgte at blive fyret, så de hurtigst muligt kunne rejse hjem - ud fra betragtningen - at de hellere ville klare sig på en lille understøttelse eller slet ingen, end opholde sig et sted, hvor de var uønskede. De forskellige militære enheder blev med mellemrum udskiftet. Efterhånden var det nok sådan, at ophold her i landet var en slags rekreation for folk, som havde haft lange perioder ved de forskellige fronter. Så efter en relativ rolig og afslappet periode i Hjermitslev måtte de igen af sted, og så var den næste station utvivlsomt fronten. I en periode var der russere blandt soldaterne i Hjermitslev. Det var krigsfanger fra den russiske hær, der for at redde livet, var gået i tysk tjeneste. Det var noget helt specielt. De drak barbersprit, hårvand og hvad de ellers kunne opdrive af produkter med alkohol. Jeg mindes en pudsig episode, hvor et par russere kom gående med hver sit gevær over skulderen på vej sønden ud af byen. Efter et stykke tid kom de tilbage, men da havde de hver en stor hvid høne spændt i bæltet, så de havde haft held med jagten. En anden "russerepisode" var ikke pudsig, men kunne tværtimod have fået alvorlige konsekvenser. Det var på et tidspunkt, hvor tyskerne havde efterladt få russere som vagter i Hjermitslev. De havde så drukket sig mod til for at gå på togt i byen. Sammen med kammerater overværede jeg, hvordan én af russerne ville ind i et hus, hvor der boede en enlig dame. Én fra ungdomsflokken var modig nok til at forsøge at hindre russeren i sit forehavende. Det udviklede sig til slagsmål, og den berusede russer blev "sendt i gulvet" med en slemt læderet overlæbe. Der stod vi - en flok rådvilde og bekymrede unge - vi kunne jo ikke lade ham ligge på gaden, så vi bar og slæbte ham ind i købmandsgårdens rejsestald. Optrinet var blevet set, og der var blevet ringet til tyskerne - vist nok i Brønderslev. Det varede ikke længe inden der var et par feltgendarmer, der kom og tog sig af russeren, - i øvrigt på en meget ubehagelig måde. Hele sagen afstedkom en del forhør hos tyskerne, for det var jo et medlem af Wehrmacht, der var blevet offer, men sagen fik ikke videre følger. |
|
|
|
|
| Unge på Torvet først i 1940'erne. Med cykler fra venstre: mejerist Børge Jørgensen (Holger Jørgensens fætter), bagved med slips Jacob Jensen (kommis hos Drustrup), herefter Frits Uhrenholdt med cykel og foran Holger Jørgensen (Hotellets Holger) også med cykel, bagved med kasket er det Svend Aage Jensen (fodermester ved Anders Dam), den høje ved siden af er Ole Nørgaard (fisker-nørgaards Ole), herefter Martin (bagermartin, svingmartin) med cykel, herefter Laurits Sørensen og yderst til højre Jens Lunde. | |
|
|
