Nedenstående beretning -
vedrørende Chr. Klitgaards sygdom og død - er et udsnit af et brev fra
træhandler Jens Andreasen til datteren Inga i Norge.
"Vi har haft en stor sorg i byen, slagter
Klitgaard, det prægtige menneske, er død. Det er vel nok synd for
hans kone og børn, de havde det så godt, de var lige dygtige og
forretningen gik så godt. – Han blev syg lørdag nat før påskeugen,
de troede, det var blindtarmen, om morgenen kom lægen, han tog en prøve
af vandet, han kom tilbage straks efter og sagde, at der var blod i
urinen, så han mente, der var tale om nyrebetændelse. Så lå Klitgaard
til mandag morgen, da lægen kom igen. Han havde stadig høj feber, men
smerterne i maven var væk, der hvor blindtarmen sidder, - det ville sige,
at der var gået hul på den. Han kom så på sygehuset omgående og blev
opereret. – Den mandag formiddag var ambulancen fra Brønderslev heroppe
i Hjermitslev tre gange. Først efter Klitgaard, så efter en karl fra
Skovbygaard, der også havde blindtarmsbetændelse og så efter installatør
Thomsen, der var faldet ned fra loftet ude i Grønborgs kostald, han havde
ligget hjemme et par dage og var meget øm i ryggen. Han kom ned og blev røntgenfotograferet,
og de har ham dernede endnu. – Dagen efter Klitgaard var opereret, var
han meget dårlig, men næste dag tilsyneladende godt tilpas. Dagen derpå
blev han flyttet på enestue. Der var stødt tarmslyng til – i besøgstiden
stod der tre læger og en sygeplejerske hos ham. Ved aftenstid blev han
opereret igen, og om natten døde han.
Vi var nede Langfredag for at følge ham i kapellet."
Det er med godkendelse fra Jenny og Chr.
Klitgaards datter Jette og søn Finn, at beretningen udgives her.