Gutte Mortensens erindringer om barndommen i Hjermitslev.  

Gutte Mortensen (1926-2007) var én af træhandler Jens Andreasens piger. Guttes hjem var huset på adressen Blæshøjvej 5. Hun blev i 1950 gift med ”Drustrups Lass” - alias - Lars Mortensen. Gutte og Lars har boet det meste af deres liv sammen i Randers. 

I en lille by som Hjermitslev kom man tæt på mange forskellige mennesker, og det er en fornøjelse at tænke på alle de venlige folk, som vi børn voksede op iblandt. Når jeg siger vi, mener jeg Inga og jeg. De andre Ester, Grete og Gerda var de store og havde deres liv, og Lisbet, so er 14 år yngre end jeg, havde sit liv - altså uden for hjemmet.

Et af de bedste steder vi kom, gerne sammen med vores gode veninde Karen (Rasmussen), var hos Elvine og Lars Peter, som boede i det sidste hus i den tætte husrække fra Torvet og østpå (Assenbækvej 21). Det var et lille hus med bryggers bagtil, hvor igennem den daglige indgang var. Derfra var der døre til WC og tørverum. Et par trin var der op til en lille gang med trappe til loft og dør til køkken og soveværelse. Soveværelset var det daglige opholdsrum. Her var dobbeltsengen, en lille kakkelovn og foran vinduet til gaden et lille spisebord med en stol ved hver side. Lars Peters var en kurvestol. Jeg husker, hvordan den knirkede og knagede, når han rørte sig i stolen - og det knirkede stadig, når han en sjælden gang rejste sig i et nødvendigt ærinde, men nu var det hans træben, der knirkede. Hvordan han havde mistet sit ben, ved jeg ikke, men vi børn troede, det var blevet skudt at i Første Verdenskrig. Nå, men Lars Peter var altid parat til at spille kort, og Elvine satte sig med sit strikketøj i sin stol og deltog i snak og sjov. Min far var flink til at sende en pakke tobak med os til Lars Peter - og så kom der gang i den lange pibe.

Elvine var specialist i en slags marengssmåkager, nogle med og nogle uden kakaosmag - rutebiler kaldtes de - hun leverede til flere af byens fruer, og vi børn fik også lov at smage, når der var nogen tilbage. Elvine tjente desuden en skilling som kogekonemedhjælper, når sæsonen for spisegilder satte ind i efteråret.

Elvine og Lars Peter havde en ugift søn, Peter, som boede hjemme i et værelse på loftet. Han havde ikke fast arbejde, men var byens altmuligmand og meget vellidt overalt. Han kunne rense kloakker. skære smågrise (kastrere), køre møddinger ud, grave haver, lave simplere murerarbejde og meget mere. Ja, han kunne også passe butikken for min far, hvis han pludselig fik bud fra den stedlige opsynsmand ude i Fennerne (lejeengene i Vildmosen) om, at der var noget i vejen med det elektriske hegn om fars engstykke og kvierne var brudt ud. Så måtte far øjeblikkeligt af sted på cyklen.

Da Peter blev 30 år var Karen, Inga og jeg inviteret med til fødselsdagen, foruden os var der en fætter og en kusine. Det var det store chokolade- og kaffebord med masser af kager, og det foregik i den pæne stue, hvor der var spisebord midt på gulvet med stole omkring. I rummet var der diverse små borde med opsatser, der var billeder og buketter med tørrede blomster - ja, alt det fine, som der ikke blev lukket op for til dagligt brug.

Lars Peter og Elvine havde også en datter, Stinne, som var gift og boede på Fyn. Der var langt til Fyn, og jeg tror aldrig, de fik mulighed for at besøge hende, men Elvine sagde altid: ”Når Lars Peter dør, så skal jeg over og bo hos Stinne!” Men det gik nu sådan, at Elvine døde først. Lars Peter levede de sidste par år på pleje/sygehuset i Saltum, hvor Inga og jeg besøgte ham. 

Hvad foretog vi børn os ellers? Mange forskellige ting! Jeg husker i forårstiden, mens det stadig var halvmørkt om aftenen, legede vi ude. Vi var en flok på 10-12 drenge og piger, der legede ”røvere og politi”. V røvere spredte os ud i trekantområdet mellem Søndergade (nu Alstrupvej), Enkestræde (nu Thomas P. Hejlesvej) og hovedgades (nu Assenbækvej) , mens politiet  talte til 100 - og så gik den vilde jagt. Vi havde ”helle” ved lysmasten på Torvet, og det gjaldt om at nå op til ”hellen” uden at politiet havde rørt os. Hvis det lykkedes, tror jeg, vi sagde: ”En, to, tre kroner for mig.”

Én af mine yndlingsbeskæftigelser som barn var at lege med påklædningsdukker eller måske allermest at tegne tøj til dem. Jeg husker især eftermiddage efter skoletid i klasseværelset sammen med min sidekammerat, Herdis Landbo. Vi var ret kreative og lavede flotte kjoler og dragter. Vi legede at påklædningsdukkerne var os selv, og at det var til os selv vi lavede tøjet. Vi skrev også breve til hinanden i skoletimerne, jeg har stadig et par af dem. Herdis’ far var førstelærer i Hjermitslev skole. Vi havde ham til historie og dansk. Han var en fremragende fortæller og oplæser. Jeg husker især hans oplæsning af Holbergs ”Jeppe på bjerget”. Vores andenlærer var lærer Hansen. Han var der det meste af min skoletid, og ham havde vi i regning og geografi. Den tredje lærer var frøken Madsen hun underviste os i bibelhistorie og skrivning.

Men det var nu ikke alt, der var idyl for vi børn. I et par år boede der en familie i ”Futhuset”, der var to drenge, som godt nok var yngre end Inga og jeg, men de var frække. Kunne de uset af voksne komme til at sparke, slå eller stejle, så gjorde de det. Futhuset lå på en lille vej (vejen hedder nu Karsevej). Man kunne også komme til Futhuset ved at gå igennem vores have, men så lurede en anden fare, som var, at få håret spundet ind mellem rebslagerens snurrende tråde, når vi på vejen passere reberbanen. Navnet ”Futhuset” kom sig af, at der bag huset løb en grøft, ”Futgråben”, hvori mejeriet havde afløb. Jeg husker, at det var en ulækker blågrå strøm, der flød i grøften, men jeg husker ikke nogen dårlig lugt.