Startside
Stationsbyen
Gårde og
husmandssteder
Huse
uden for stationsbyen
Hjermitslev i tidens løb
Artikler
Billeder
Udklip
Kort
1800-tallet
1700-tallet
1600-tallet
Nyheder og links
Litteratur
Initialer
Om mig og mit arbejde
| |
Murer
Christian Larsens erindringer
Vester Hjermitslev
|
Forord og redigering
ved
Lisbet Thorendahl
|
|
Forord
Christen Lassen, sådan blev han kaldt, var født i Nørre
Saltum den 23. februar 1881. Hans forældre var Boline Marie Jensen og
Anders Larsen. Christian Larsen var murer og boede i et hus vesten for
byen, Blæshøjvej 76. Han blev gift omkring århundredeskiftet med
Nielsine Nielsen, der var født den 12. maj 1880 i Vrensted. Hun døde
allerede i 1928. Christian Larsen blev gift anden gang med Mathilde, og
med hende nåede han at fejre sølvbryllup, hvad han i øvrigt også
gjorde med sin første kone.
|
|
|
På billedet
til venstre ses Chr. Larsen og hans første kone, Nielsine, samt børnene
fra venstre, Sabro, Carl og Jens Valdemar.
På billedet til højre ses Chr. Larsen og hans anden kone, Mathilde. |
Fire af Christian Larsens børn fra første ægteskab bosatte sig i
Hjermitslev og blev kendte her. Den ældste af dem var Dagny. Hun er født
i 1905 og gift med chauffør Henry Larsen, der i mange år var chauffør i
firmaet Drustrup & Hansen. Dagny passede i en årrække mejeriudsalget
i V. Hjermitslev, ligesom hun hver sommer stod for husholdningen, når
Gerd og Thomas P. Hejle tog ophold i huset i Enkestræde, nu Thomas P.
Hejlesvej 6. Peter Sabro blev født i 1915 og forblev ugift. Han arbejdede
i værkstedet hos cykelhandler Johannes Christensen, Alstrupvej 10. Hans
bopæl var hos faderen og Mathilde, og han blev boende her til sin død.
Jens Valdemar var født i 1916 og gift med Anna. Han arbejdede som
murerarbejdsmand hos murermester R. Juul Larsen, V. Hjermitslev. De sidste
20 år af hans arbejdsliv, var han vejmand ved kommunen. Carl var ældre
end Sabro og Jens Valdemar. Carls kone hed også Anna. Han var daglejer
ved landbruget og byggede selv med hjælp fra sin far huset Blæshøjvej
20. I 1952 flyttede han til Hirtshals og blev havnearbejder. Broderen,
Jens Valdemar, købte hans hus.
Min far, Jens Andreasen, kunne mange af Christian
Larsens historier fra hans livsforløb og satte umådelig meget pris på såvel
Christian Larsen som hans børn for deres venlighed, vid og humoristiske
sans. I min fars beretninger om Christian Larsens skolegang er det den
gamle lærer Erik Jensen, der nævnes, som den lærer, der tugter ham så
grueligt. Det skal hermed dementeres. Det var lærer Jensens forgænger
Hans Hansen Brinck.
Christian Larsen huskes som mureren, der havde
specialiseret sig i at kalke kirker, og i 1950erne huskes han som
skraldemanden, der kommer kørende gennem byen siddende på siden af sin
lille fladvogn, der blev trukket af hesten Musse. Den kunne selv gå fra
hus til hus. Christian Larsen kunne godt lide at snakke, og så kunne
Musse komme til at kede sig. I sådanne situationer har Musse flere gange
været på vej ind af døren til min fars butik. På sin tur indsamlede
Christian Larsen køkkenaffald fra de enkelte huse, og såvel fru
manufakturhandler Rasmussen som Herdis Ellitsgaard har fortalt, at han, når
han kom til døren for at hente affaldet, kunne finde på at synge: ”Har
fruen skidt i dag, så vil jeg gerne ha’, det, der allersidst er faldet
fra til skraldemanden” på melodien Santa Lucia.
Fra den tidligste barndom og igennem hele livet har
Christian Larsen boet i Vester Hjermitslev. I folketællingen fra 1890 kan
man se, at Christian Larsen, der på det tidspunkt er otte år gammel, bor
i et fattighus i Vester Hjermitslev sammen med sine forældre og sine tre
søskende, Niels på syv, Ane på fire og Ane Katrine, der er to år
gammel. Det er min antagelse, at dette fattighus fra sidst i 1800-tallet
har været beliggende i nærheden af V. Hjermitslev kirke. Senere flytter
familien ind i et af de tre huse i ”Bette Amerika”. For dem, der ikke
ved det, er Bette Amerika beliggende i bakkerne i V. Hjermitslevs
sydvestlige udkant, og det var dengang nogle af sognets fattigste, der
boede her. Efter at have boet i Bette Amerika nogle år, flytter Boline
uden Anders, men sammen med børnene endnu engang i fattighus, og her er
det min antagelse, at hun flytter ind i det hus, vi indtil 1950-erne
kaldte fattighuset i V. Hjermitslev. Huset er stadig beliggende vesten for
byen på adressen Blæshøjvej 82.
Vi ved, at Christian Larsens mor Boline eller Line,
som hun kaldtes, var vaskekone, og at faderen i perioder arbejdede som
daglejer. Han var født i Ingstrup i 1848. Fra en artikel i lokalavisen
fra 1996, som Jørgen Jørgensen har skrevet om Boline Marie Jensen, fremgår
det, at hun ligeledes er født i 1848 i Sønder Saltum. Det oplyses, at
hun føder sit første barn som 26 årig, og en tjenestekarl fra Aaby udlægges
som barnefader. Senere flytter hun sammen med Anders Larsen, og efter
Christian Larsen er født bliver de gift den 22. september 1882. I en
artikel ”Småkårsfolk i ulvetider” af Peter Olsen, Saltum fra årsskriftet
”Barn af Vendsyssel” årgang 1985, fortælles om livet i Bette Amerika
i tiden omkring århundredeskiftet. Det oplyses her, at Christian Larsens
far, Anders Larsen, blev kaldt Slueg Ajs. Han betegnes som en rar og
skikkelig fyr, men nok ikke nogen stabil arbejder. Han var derimod
interesseret i mekanik og reparerede bøsser og klokker. Han var også en
ivrig jæger, og aflivning af hunde var hans speciale. Ind under
bakkekammen bag huset i Bette Amerika havde han indrettet en slags
medicinalfabrik, hvor han kogte fedtet af de aflivede hunde. Hundefedtet
solgte han som et virksomt middel mod sprukne hænder. Anders og Boline
boede i Bette Amerika fra engang i 1890erne og til 1902. Dette år blæste
det lillejuleaften op til orkan. Den skrækkelige storm medførte, at to
af husene i Bette Amerika blev alvorligt beskadiget. Hos Anders Larsen
faldt hele nordsiden af huset sammen.
Det kunne være den begivenhed, der gjorde, at Boline og børnene
igen flytter i fattighus. Fra Jørgen Jørgensens artikel oplyses det, at
Boline de sidste år af sit liv boede hos en datter i Nørre Sundby. Hun
bliver begravet her den 12. juli 1933 ”uden præstelig medvirken”.
Hvad der er årsag hertil, melder historien intet om.
Den følgende levnedsbeskrivelse er skrevet i
1950-erne af Christian Larsen og indsendt til Nationalmuseet, hvorfra man
på dette tidspunkt havde opfordret arbejdere og håndværkere til at
skrive om deres levnedsforløb. Det forlyder dog fra familien, at det er
Thomas P. Hejle, der har motiveret Christian Larsen til at skrive. Det
blev til mange hundrede skildringer fra hele landet, der i den periode
indgik til Nationalmuseet. Kopi af dette arkiv er i mellemtiden flyttet
til Erhvervsarkivet, Vester Alle 12, Århus, og det er her, jeg ved et
lykketræf finder Christian Larsens håndskrevne erindringer, som det
viser sig, at hverken Egnssamlingen i Saltum eller familien var i
besiddelse af.
Beretningen nedenfor er afskrift af Christian Larsens
håndskrevne erindringer. Christian Larsen var en dygtig fortæller, og
historierne er skrevet i en god vendsysselsk sprogtone, der gør, at man
fornemmer fortælleren bag ved. Da Christian Larsen har skrevet
historierne i flere omgange, har min redigering hovedsagelig drejet sig om
at omorganisere historierne i forhold til hinanden og rense erindringerne
for gentagelser.
I den periode, jeg har arbejdet med erindringerne,
har jeg haft løbende kontakt med min gamle skolekammerat, Jens Valdemars
søn, Gunnar Larsen, Ulsted. Jeg har ligeledes haft kontakt med Karen
Helmart, Vrå og Hans Larsen, Bækmarksbro. De
er begge børn af Christian Larsens andet ægteskab. Det er hovedsagelig
fra Gunnar og Karen billedmaterialet stammer. Endvidere har Dagny Larsens
barnebarn, Peter Larsen, Tranbjerg, kontaktet mig og bidraget med et
billede.
|
Chr.
Larsen, murer, Vester Hjermitslev, sådan har han underskrevet
erindringerne, som her følger.
|
Mine forældre
Min fader hed Anders Larsen og er født i 1848. Han
stammede fra løkkenkanten. Efter hvad jeg ved om hans forældre, boede de
nede i klitterne syd for Løkken i et jordhus opført af græstørv. De
levede som halvt uciviliserede af sognet. Så vidt jeg ved, var faderen
klinker og lidt blikkenslager. Konen rejste ud og solgte bliklitermål og
tog så klinkearbejde med hjem til manden. Min fader kunne hverken læse
eller skrive, men kom dog så vidt, at kan kunne stave sig igennem enkelte
småstykker i avisen. Skrivning kom han aldrig til at lære. Efter hvad
jeg har hørt af andre, gik han aldrig i skole, men opholdt sig mest ude i
klitterne eller ved Vesterhavet, hvor han sommetider fandt et stykke rav,
som han solgte eller byttede med føde, så han ikke behøvede at komme
hjem for sultens skyld. En gammel mand har fortalt mig, at sognerådet til
sidst forlangte, at han skulle ud at tjene, og det var jo en slem
indgriben i hans ellers så frie livsføring. Sognerådet tog ganske
roligt og fæstede ham til en bondegård, som kaldtes ”Myrtue”. Den lå
en mils vej fra hjemmet. Det gik vistnok godt et stykke tid, men da der
opstod uenighed mellem ham og husbonden, løb fader hjem. Men dagen efter
kom husbonden og et af sognerådets medlemmer ridende på hver sin hest.
Det var blevet lidt ud på aftenen inden de nåede ud til faders hjem.
Husbonden red da hen til vinduet, og med ridepisken bankede han på ruden.
”Er Anders her?”, spurgte han, og faderen svarede: ”Ja!” ”Det er
hans husbond og et sognerådsmedlem, der er her. Vil han så se at komme
op og i tøjet, og det straks!” Det varede ikke længe inden fader mødte
uden for huset. Husbonden, der var ridende på en sort hest, befalede ham:
”Tag så i halen af den sorte, og så vover du ikke at slippe, før jeg
siger til”. Og så red han i skarpt trav hjem til gården, og fader
fulgte trolig med den lange mil. Dette er sikkert rigtigt. Den gamle
husbond har selv fortalt det til mig. Tyende havde ikke megen ret dengang.
Fader var, som mennesker var flest. Han blev af de arbejdsgivere, han
siden kom til at arbejde for, omtalt som en flittig og omgængelig person,
men jeg tror, det var med fader, som med de fleste arbejdere dengang, de
forstod ikke at gøre sig betalt for deres arbejde, og derfor levede de
altid i fattigdom. Men det var sikkert heller ikke nemt på den tid at gøre
sig betalt, så der kunne leves uden hjælp. Der var ikke mange penge
mellem folk, og bønderne ville hellere give et læs tørv eller en slat
korn end rede penge for arbejdet.
Min moder, Boline Marie Jensen, var ligesom min fader
født i 1848. Hun var af bondeæt fra Saltum sogn. Hendes fader havde fra
sit hjem fået en lille udlod i Saltum dale. Han havde lært som tømrer,
men var vist ikke særlig dygtig, efter hvad jeg forstår. Huset i Saltum
solgte han til en datter – min moders søster - og svigersøn, som så
skulle passe ham på hans gamle dage. Men da datteren var sygelig og kom
til at ligge fast i sengen, købte bedstefader et gammelt hus længere
nord på i sognet.
Her gik han så ene nogle år, indtil han døde, og
min fader fik så det gamle hus efter ham. Jeg kan så godt huske min
bedstefader. Han havde sin Ligkiste stående oppe på loftet. Den havde
han selv tømret sammen. Når vi børn kom hen og besøgte ham, skulle vi
altid vise vort mod ved at gå op på loftet, og det var skam ikke alle børn,
der turde gå derop og se kisten. Jeg tror nok, jeg var den modigste, og
drev det så vidt, at jeg engang tog låget af og lagde mig i kisten –
og det, syntes alle de andre børn, var så forskrækkeligt.
Så døde min bedstefader, og vi fik huset. Det var
et stort fremskridt, da vi hidtil havde boet i kommunens fattighus i V.
Hjermitslev. Jeg tror nok, at alle vi børn følte et fattigstempel sat på
os ved dette.
|
Hjemmet i
fattighuset
Som dreng er jeg opfødt under så fattige kår, som
næsten tænkeligt, og dette glemmes aldrig, så længe jeg lever.
Det var jo ikke nemt at skaffe føden. Fader var om
sommeren mest på arbejde hver eneste dag, og moder tog ud og vaskede for
folk. Det var tit, at moder måtte op klokken fire om morgenen og af sted.
Så gik vi børn ene hjemme, når fader også var på arbejde. Vi levede
af mælk og brød, og når så moder kom hjem om aftenen, lavede hun som
regel middagsmad til os. Enten kogte hun kartofler eller også grød.
Jeg tror ikke, vi var virkelig underernærede, men vi levede meget
uregelmæssigt. Mælken, som vi fik, hentede vi i en krukke ude på gårdene.
Der var intet mejeri dengang. Mælken var bedre end den er nu, den var håndskummet,
men muligvis ikke så ren som mejerimælken. Der lå en jævn stor gård
et par kilometer fra mit hjem. Der måtte vi hente, så tit vi ville. Jeg
ville altid så gerne hente mælk der. Det var rigtig familiefolk, og
velstillede var de også. Husstanden bestod af mand, kone og en ugift
datter på en 40 - 50 år gammel. Det var nogle flinke folk, og når jeg
kom derhen med spanden, så tog konen og datteren imod mig. De sagde
altid: ”Velkommen, min dreng og sid’ ned!” Så satte jeg mig på bænken,
og så sagde konen: ”Vil du ikke have en lille mellemmad?” Jeg sagde:
”Jo tak,” og så kom der altid en rigtig god sigtemellemmad med rullepølse
eller godt fedt fårekød. Og så placerede konen sig på min ene side og
datteren på den anden. Og så spurgte de mig ud om alt. Når jeg så
havde spist brødet, sagde konen: ”Du vil nok have én til?” Jeg
sagde: ”Jo tak,” og fik som regel, alt hvad jeg kunne spise, så længe
jeg havde nyt at fortælle.. Disse mennesker holdt nemlig ingen aviser.
Det eneste blad, der kom i huset, var ”Ugens Nyheder”. Det blad læste
konen højt for hele familien hver fredag aften. Det foregik sådan, at
alle indtog deres pladser ved bordet. De sad helt stille, mens konen
begyndte på bladets forside og blev ved, til hun var færdig og havde læst
alt på nær annoncerne. Det var sådan rigtig gammeldags mennesker. Da
vort mejeri blev rejst, det var i 1890, ville de ikke være med. De holdt
sig uden for en del år, indtil de opdagede, at det var et økonomisk tab
for dem ikke at være med.
Den kost, vi fik om vinteren, var mest sild,
kartofler og brød. Fader var ind imellem fiskehandler og kørte på
landet med en trillebør og solgte sild. Dengang var sild billige. Jeg kan
huske, fader engang sagde: ”Spis nogle sild, børn, de er billigere end
brødet!” Sildene kom fra Frederikshavn og blev sendt til Brønderslev
station. Der var fra mit hjem og til Brønderslev godt 2 mil. Fader tog
mest tre kasser sild pr. gang, så var nemlig, kan jeg huske, fragten 25
øre billigere pr. kasse. Det blev 75 øre, og det var mange penge
dengang. Jeg kan således huske, da jeg var syv år, skulle jeg med fader
til Brønderslev efter tre kasser sild. Vi rejste hjemmefra klokken 5½ om
morgenen med en trækvogn og gik den lange vej frem og tilbage igen –
det vil sige, vi solgte sild på tilbagevejen. Vi kom hjem ved syv tiden
om aftenen, og det var begyndt at sne, da vi var halvvejs hjemme.
Dagen efter kunne vi ikke køre med vognen. Vi måtte
så ud med sild på en kælk. Jeg kunne nok tælle penge dengang, så min
far sendte mig ud med sild på en lille kælk, som vi børn havde. Sildene
blev talt op i en kasse til mig. De skulle koste 20 øre for en snes, det
var alligevel et øre stykket. Handelen gik rigtig godt. Jeg blev sendt ud
på en udmark, hvor der lå en del huse og en enkelt mindre gård. Jeg
husker, at jeg kom ind på et af husmandsstederne, hvor konen var ene
hjemme. Hun ville nok have sild, men hun ville kun give 18 øre for
snesen. Hun sagde, at det havde hun købt til nogle dage i forvejen, og så
ville hun ikke give mere. Jeg skulle jo svare min fader af sildene, som
var optalt til mig i kassen, så jeg kunne ikke så godt sælge under de
20 øre. Men der må have været lidt forretningstalent til stede hos mig,
for til sidst sagde jeg: ” – Nå, ja, tag dem så!” Så kom konen
med et fad, og jeg talte sildene op i fadet, men da jeg kom til 12, sagde
jeg i stedet 14, uden at konen opdagede det, så hun fik kun 18 sild for
en snes. Da jeg kom hjem, fortalte jeg om episoden, og moder sagde: ”Det
var virkelig ikke pænt.” Mens fader sagde: ”Jo, det gør ikke noget,
for sildene var ikke for dyre.”
|
Fattighusets
beboere
Da mine forældre boede i et fattighus, havde vi kun
én stue til ni mennesker. Sengene var to kasser af brædder, der var tømret
sammen. Der var kun én side af brædder, indersiden af sengen var
ydermuren. Den var kold at ligge op imod om vinteren. Der var dog stengulv
i stuen. Et andet fattighus lå lidt derfra. Det hørte til en anden
kommune. Her var også kun én stue, men med lergulv.
Inden for døren var der blevet et hul, det var ca.
12 tommer
dybt, og vi skulle altid være forsigtige, når vi trådte ind, ellers
faldt vi ind i stuen. Det var en kvinde med fire børn, der boede der. Hun
havde fire høns, der sad på en bjælke under bordet om natten, og så
gik de ude i stuen om dagen, når det ikke var vejr til at gå ude. Når
konen kom op om morgenen, gik hun hen og løftede sengetøjet op i det ene
hjørne, og så vidste hønsene nok, at der skulle de lægge deres æg.
I det fattighus, hvor vi boede, boede der også en
kvinde, der ikke var gift. Hun havde tre børn og også høns, vistnok
fem. Når hønsene kom ind til natten, hoppede de altid op på enden af køkkenbordet,
de skulle nemlig på loftet om natten, og der kunne de ikke komme op ved
egen hjælp. Når de så sad der, kom konen og tog dem én af gangen under
venstre arm med hovedet bagud, og så stak hun højre hånds pegefinger i
munden, så den blev våd og derefter ind i enden på hønen, så kunne
hun mærke, om der var æg på vej. Så gav hun et lille fist med hønen,
og så var den på loftet. Så kom turen til næste høne, samme finger i
munden og ind i enden på hønen. Dette gentog sig ved alle fem høns. Der
var andre i huset, der havde høns, men denne kone vidste jo nu, hvor
mange æg hendes høns ville lægge næste dag, og traf det sig, at hun
fik et æg mindre, end der var kontrolleret, så gik hun rundt til de
andre hønseejere og spurgte, om nogen af dem havde fået et æg for
meget.
Med hensyn til ærlighed tror jeg såmænd nok dem i
fattighuset i reglen var ærlige nok mod hverandre, så hver fik sit. Det
kunne også ske, at der blev en lille misforståelse mellem disse
mennesker, og så var det ikke de fineste udtryk af det danske sprog, der
blev brugt. Jeg husker mange af dem endnu. De var ikke altid pæne. Der
boede også i fattighuset mandlige medlemmer. Disse var ligesom kvinderne
alle ”på sognet” i almindelighed. Det hændte at sådanne flyttede
sammen og levede som mand og kone. Det blev der aldrig sagt noget til, det
forekom os alle naturligt. Men så når engang imellem disse mennesker
havde fået for meget at drikke, så kom de som regel op at slås, og det
endte gerne med, at manden flyttede ind i sin egen stue igen, men det
varede ikke længere end til aften, så flyttede de sammen igen. Det var
oftest i kvindens lejlighed de boede, når det gik godt med samlivet. Det
var jo ikke helt lovligt at flytte sammen, men de brugte den måde over
for sognerådet, at manden meldte sig syg, og så var det jo billigst for
sognet, at han blev anbragt i pleje hos en kvinde. Der kunne ikke ske
noget ved det, for det var mennesker i en alder imellem 50 – 65 år.
Der var også en gammel kone, der havde en stue i
fattighuset. Hun sad som regel stille på en stol i de ca. 15 år, jeg
kendte hende. Hun forrettede al sin nødtørft i stuen, så der kom til at
lugte slemt. Men jeg kan huske, at hun tog en gren af malurt og brændte.
Så blev der en liflig duft. Hun havde en hob af lopper, som jeg aldrig
havde set mage til. Jeg tror også, hun havde andet utøj. Så havde hun
en stor kat, der var hendes et og alt. Den kom aldrig ud af stuen. Om
dagen lå den i sengen, og den forrettede alt under sengen, så det gjorde
ikke lugten i stuen bedre. Under sengen så det ud som en vild bjergegn.
Der havde ikke været gjort rent i mange år. Den slags skete ikke i den
del af huset, der var mit hjem. Moder var mere renlig anlagt, derfor var
vi børn næsten altid inde hos den gamle kone. Der måtte vi lege, alt
hvad vi ville og løbe efter hinanden inde i stuen og op i sengen. Det
gjorde hun ingen ophævelser over. Så det var lige pladsen for os, især
når det var vinter, og vi ikke rigtig kunne komme ud. Hun levede
udelukkende på fattighuset. Det traf enkelte gange, at hun tog skindet af
en kalv, der var selvdød eller en hund, som folk selv ville have skindet
af. Og så fik hun en lille ting, et par æg eller sådant for
ulejligheden. Så det kostede ikke kommunen mange penge, at holde hende i
live. Hun levede hovedsageligt af rugbrød, kartofler og te, og så tjente
hun lidt ved at væve strømpebånd. Det var den eneste selvindtægt hun
havde, og det var i heldigste tilfælde 4 øre om dagen. Hun ville også
gerne have en dram, men det tillod indtægterne ikke ret tit, skønt en
helflaske brændevin kun kostede 21 øre.
|
Det nye hjem
Som tidligere fortalt så døde min bedstefar, da jeg
var en stor dreng, og vi overtog hans hus. Især moder var tilpas med
denne flytning fra fattighuset. Hun gjorde alt for at hygge i vort nye
hjem. Hun havde god sans for renlighed, hvad der ikke lå meget for fader.
Huset lå ikke akkurat på en hede, men det lå lidt
ude i nogle bakker (i Bette Amerika/LT). Der var tre huse i alt med fra
fire til syv børn i hvert af dem. På den ene side var der dale og mange
tørvegrave, hvor vi børn fiskede. De største børn skulle passe på de
mindste. Vi var som regel på den tid fire børn hjemme om sommeren. Den
ældste var syv år. De andre var ude at tjene som hyrdedrenge om
sommeren, så snart de var over syv år.
Vi var meget fattige. Med syv børn hjemme om
vinteren var det ikke let at skaffe føden til os alle. Jeg husker således
én gang især, at jeg kom i skole med et stykke bart rugbrød med et
lille stykke ost til. Jeg var
dengang så stor, at jeg skammede mig derover og gik bag ved døren, mens
jeg spiste det. Der var én af drengene, der havde opdaget det, og han kom
hen til mig og gav mig en rigtig god sigtemellemmad med rullepølse på.
Det kan nok være, at den smagte mig godt. Jeg har aldrig glemt ham for
det siden, men har vist aldrig haft lejlighed til at takke ham derfor. Han
blev siden valgmenighedspræst i Bejstrup på Fyn og hed Anders Nørgaard.
Sådanne tildragelser husker børn vist så længe, de lever – det står
i al fald lyslevende for mig, skønt jeg snart er 72 år gammel. Vi levede
meget knapt dengang. Sådan en ting som sigtebrød fik vi kun til jul, og
det gik til på den måde, at det rugmel, vi fik malet i møllen, blev
sigtet gennem en håndsigte, så der kunne blive til en lille
sigtekage(brød)
til jul, men så blev rugbrødet jo des grovere.
Som børn levede vi meget frit. Fader og moder var væk
tre til fire dage om ugen, og så gik vi børn alene hjemme. Dengang jeg
var ældst, var det således mig, der skulle tage ansvaret for de yngre søskende.
Men jeg tror ikke, jeg forstod, at det var sådan en særlig pligt. Der
var jo kun et års tidsforskel af vores alder, så den ene var ikke meget
klogere end den anden. Når vi om morgenen kom op og i tøjet og havde fået
noget mælk og rugbrød, så skulle vi ud i bakkerne og lege, og så traf
det vist, at vi glemte den lille, der lå i vuggen derhjemme, og når jeg
engang imellem kom i tanker om at høre til hende – det var nemlig en
pige – så traf det, at hun var falden i søvn igen, og så sukkede hun
så dybt, at jeg kunne forstå, at hun havde grædt sig i søvn – ja, så
var jeg jo fri og kunne lege igen.
Maden, vi fik, bestod hele dagen af mælk og rugbrød,
indtil moder kom hjem. Når det skete lavede hun altid et måltid tillavet
mad til os, enten grød eller kogte kartofler. Således var vor levevis
hele den tid, jeg husker som barn. Kun en enkelt gang prøvede vi børn
selv at hitte på at lave noget mad, som vi var særlig glade for, nemlig
pandekager. En dag blev min et år yngre bror og jeg enige om at bage
pandekager. Vi fik fat i nogle tørv og fik tændt op i komfuret. Det
ville ikke brænde rigtigt, så jeg beordrede min bror til at sætte sig på
knæene og blæse ind i ilden, til det brændte. Han blev både stor og rød
i hovedet af al den blæsen, men fyr blev det. Jeg havde set så meget på
moder, når hun bagte pandekager, at jeg vidste, at der skulle mælk og
mel til. Jeg fandt noget mel oppe i spisekammeret. Der stod et halvt fad mælk
deroppe, og noget mel var der også i en pose. Jeg tømte melet ud i mælken,
og så havde jeg set moder plaske rundt med en ske i blandingen. Det samme
gjorde jeg, Men hvor meget jeg end plaskede eller rørte deri, så ville
melet altid svømme oven på i nogle tørre klumper, og til sidst var jeg
helt varm i knolden. Men så tog jeg det på en anden måde, jeg skød
mine trøjeærmer op, og så satte jeg begge hænder i fadet og fangede de
fleste af klumperne og maste dem ud. Mælken blev lidt mørkere. Hænderne
var vist ikke helt rene, da jeg begyndte, men det var de, da jeg var færdig.
Imidlertid var der kommet godt fyr på komfuret, og forestillingen kunne
begynde. Jeg kom straks noget af blandingen i panden og over ilden med
den. Da den havde stået lidt skulle pandekagen jo vendes, og det havde
jeg set moder gøre på et grydelåg. Jeg ville gøre det samme, men
hvordan jeg end sled med det, ville pandekagen ikke fra panden. Resultatet
blev, at jeg tog en kniv og skrabte den af panden i lange sorte strimler,
som min broder spiste, som jeg fik dem løsnet til. Nå, jeg undskyldte
mig med, at det nok var fordi, det var den første og prøvede straks en
ny, men med nøjagtig samme resultat. Jeg havde nemlig glemt at smøre
panden med fedt, men det vidste jeg ikke dengang. Vi opgav foretagendet og
hældte hele molevitten i hønsenes trug, som stod udenfor. Jeg vidste jo
nok, at sådanne eksperimenter måtte vi ikke foretage os og sagde til min
broder, at han ikke skulle snakke om det til moder, når hun kom hjem. Men
da hun kom hjem, så hun det straks i hønsenes trug og spurgte, hvad det
var for noget? Min broder svarede straks, at det var Christian, der havde
været ved at bage pandekager. Så fik jeg jo en håndgribelig forklaring
på, at sådanne ting skulle jeg ikke prøve mere, og jeg har siden holdt
mig så langt fra husholdningskunsten som muligt.
Episoder af den art indtraf jo engang imellem. Vi børn
gik jo næsten altid alene. Huset, vi boede i, var meget lille. Der var to
rum på hver 4 alen på den ene kant og 3½ alen på den anden, og der var
dårligt 3 alen mellem loft og gulv. Der var en gang og et lille køkken
og et ganske lille spisekammer. Der var ingen brønd. Vandet hentede vi
hos vor nabo, som havde brønd, men der var kun sparsomt med vand i den.
Til gengæld var der en bæk med klart rindende vand i nærheden. Det vand
brugte vi til at vaske i og også sommetider til husholdningen, men det
var vi ikke så glade for, da der i bækken var både frøer, tudser og
fisk, men det blev ikke taget så nøje dengang. En ting som WC, lokum
eller den slags havde jeg ikke set, før jeg kom ud at tjene.
Ja, som skildret foran forstås nok, hvorledes vor
opdragelse var. Vi fik jo næsten ingen, men måtte nærmest opdrage os
selv så godt eller så skidt, som vi kunne.
|
Skoletiden
Så blev jeg syv år og måtte i skole. Jeg havde
godt to kilometer dertil. Jeg husker endnu den første dag, jeg mødte
derhenne. Læreren var en gammel mand med fuldskæg og briller og så
efter min mening meget imponerende ud. Jeg var kommet i god tid, jeg ville
da på ingen måde komme for sent den første dag. Jeg var sikkert ikke
alt for pæn i tøjet og sikkert også lidt sjusket, hvad håret angik.
Jeg blev straks modtaget af nogle drenge, der kaldte mig et eller andet øgenavn.
Jeg tog straks til genmæle, nok fordi min stilling hjemme var som en
slags direktør i forhold til mine yngre søskende, så jeg var ikke vant
til at lade mig diktere noget. Det endte med, at jeg røg i totterne på
de to drenge. Vi klaskede godt til hinanden, og i det samme åbnede den
gamle lærer døren. Han henvendte sig straks til mig og sagde med brøsig
stemme: ”Hvad er du for en køter?” Det var indledningen på
bekendtskabet mellem os to, og efter min indstilling var vi ikke gode
venner og blev det aldrig – på nær det sidste år, hvor jeg gik til præsten
og skulle konfirmeres.
De første par år gik det så nogenlunde, men fra ti
års alderen gik det ikke så godt. Jeg tror nok, det var en hel del min
egen skyld, at forholdet mellem os var så spændt. Han var efter min
mening en meget ihærdig og pligttro lærer, men jeg tror bestemt ikke,
hans pædagogiske evner var særlig store. Han var nærmest som en gammel,
rå militærperson af den slags, som vi traf, da jeg selv blev soldat i år
1900. Han holdt meget på militærdisciplin. Eksempelvis når der kom en
voksen mand til skolen for at følge undervisningen i skrivning for en
periode. Det skete tit dengang, da der var flere voksne, der ikke kunne
skrive. Når en sådan mand trådte ind i klasseværelset, skulle vi alle
på en gang rejse os og stå ret. Således var der flere discipliner, som
vi var indprentet, og ve den, der ikke lystrede. Læreren gik altid rundt
med ”tampen” i lommen, og et ris lå i pulten til behagelig
afbenyttelse, og disse genstande blev brugt hver dag. Det var dog ikke
hver dag, jeg fik prygl. Jeg havde den fordel, at jeg var meget lærenem.
Jeg kunne som regel altid min lektie på trods af, at jeg aldrig kan
huske, at jeg blev hørt i den af mine forældre. De havde simpelthen ikke
tid. Jeg husker én eneste gang, jeg skulle sidde over, fordi jeg ikke
kunne et salmevers uden ad. Det var salmen: Vor Gud, han er så fast en
Borg. Det var om morgenen, og jeg var uheldig at blive hørt allerførst,
og så gik jeg fast i det. Det er nemlig nogle lange vers. Jeg tror, det
var den eneste gang i den anledning. Men ellers var der bryderier nok. Jeg
havde vist ord for at være den værste af alle drengene, og det er meget
muligt, eftersom min indstilling var til læreren den første dag. Læreren
klaskede til os uden videre og uden nogen rettergang eller forhør. Jeg
husker således engang om vinteren, da jeg var 12 år. Isen var blevet tyk
på dammen lige ved skolen, og så var der i nattens løb kommet lidt sne
eller rim på isen, så dammen var ikke god at glide på. Men vi fik til
sidst slidt en linie tværs over isen, hvor vi så med lidt tilløb kunne
glide over til den anden side. Hvorledes det gik til, ved jeg ikke rigtig,
men mig og en anden dreng, det var en gårdmandssøn, kom for vanvare til
at støde sammen midt på isen. Vi faldt begge, og han slog et lille hul
over det ene øje. Det blødte og han hylede. I det samme blev vi kaldt
ind i skolen igen, og læreren spurgte straks, hvad der var i vejen?
Drengen fik kun sagt: ”Det var Christian. . . !” - ”Ja, det vil jeg
tro!”, sagde læreren og greb mig i trøjen og langede mig en rigtig god
én af tampen. Jeg skulle sikkert have haft flere, men mit blod var kommet
i kog, da jeg følte, at jeg var aldeles uskyldig. Det kunne jo lige så
godt have været mig, der havde slået hul. Da jeg var en stor og stærk
dreng og godt vænnet til modgang, greb jeg resolut tampen fra skolelæreren,
og smed den op til pulten med ordene: ”Slå hellere på de store
gårdmandssønner,
jeg får så tit!” Jeg ved ikke, hvad det kunnet have betydet for hele
mit liv, hvis skolelæreren havde fået sin vilje dengang. Han skrev
nemlig et brev, som jeg skulle tage med hjem og overgive til min fader.
Men da jeg var kommet godt ud af syne fra skolen, åbnede jeg brevet, og
jeg kan i dag huske, hvad det handlede om. Nu skulle jeg på en
opdragelsesanstalt, der hed Flakkebjerg. Hvor den lå i verden, havde jeg
ingen anelse om. Brevet så min fader aldrig. Jeg tilintetgjorde det. For
resten kunne min fader hverken læse eller skrive. Det blev begravet under
en stenkiste på vej fra skolen. Jeg kan endnu finde gravstedet.
Således gik det meste af min skoletid. Vi, læreren
og mig, havde på en måde opsagt hinanden huldskab og troskab. Jeg havde
sikkert min del af skylden, men alligevel tænker jeg i dag, at det ikke
var skolelærerens skyld, at jeg ikke fik mange år i Horsens tugthus, skønt
jeg nu 71 år gammel aldrig har været straffet, men som allerede anført
var jeg aldeles ikke uden skyld. Jeg var blevet i besiddelse af en slags
had eller nag til ham, og det døjede jeg med at overvinde. Jeg husker også
engang, jeg ved ikke, hvad jeg havde forset mig med, men læreren
beordrede mig til at gå ud i haven og skære et ris, som jeg selv skulle
have klø med i de andre børns påsyn. Han overlod mig sin lommekniv, og
jeg skulle så gå ud i hans have og skære et ris. Nu var læreren en
dygtig og ivrig havemand, alt i hans have var i en fin orden, og jeg
vidste, at haven og træerne var hans ømme punkt. Da jeg kom ud i haven,
slog det ned i mig, at nu skulle der tages hævn. Der stod ved enden af
huset et pæretræ, som var hæftet til muren med nogle læderstrimler og
søm, og én af grenene stod ret et langt stykke op ad muren. Den var vist
nok ca. tre alen lang. Jeg stod lidt og så på den. Skulle jeg ta’ og
skære træet ned, og slæbe det ind i skolestuen. Jeg var klar over, at
det var noget af det værste, jeg kunne gøre. Jeg tog mod til mig og skar
riset ned og kom ind i skolestuen med det.
Læreren stod lidt som lammet og sagde så: ”Hvor
har du taget det?” ”I haven!” svarede jeg. ”Lad os gå derud og
se,” sagde læreren. Og vi gik. Men det slog ham så stærkt, at jeg
ingen klø fik der for. Efter den dag blev forholdet bedre, og det sidste
år, jeg gik i skole hos ham, var der aldrig noget i vejen. Det blev endda
sådan, at jeg løb mange ærinder og lignende for ham. Vi havde siden
ingen bryderier med hinanden
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde ingen ærefrygt
for ham. Jeg tror, det var meget hans egen skyld. Jeg var blevet trodsig
af den måde, jeg selv var blevet taget på, fra den første dag jeg mødte
i skolen. Og så var det fra min side vel også manglende opdragelse, det
skortede på. I mit hjem gik vi børn jo, som allerede nævnt, næsten
altid alene hjemme.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft svært
ved at tie, især hvis jeg havde følelsen af, at jeg havde ret, og som følge
deraf har jeg sikkert fået mange knubs af læreren, for han slog for et
godt ord, især på småfolks børn.
Nå, med skolen gik det ellers udmærket. Jeg tror
nok, jeg havde let ved at lære og var god til at huske, men jeg har
sikkert været en spilopmager, og især var jeg vist ikke af de bedste,
hvis jeg mærkede, at nogen var på nakken af mig.
Jeg kan som nævnt aldrig nogensinde huske, at vi børn
i mit hjem er blevet hørt i vores lektier, før vi gik i skole. Fader
kunne hverken læse eller skrive, og moder var alt for optaget af arbejde
om dagen og alt for træt om aftenen til at interessere sig for den slags.
Hun rejste som regel hjemmefra ved fem tiden om morgenen og kom hjem igen
om aftenen ved seks eller syv tiden, og så havde hun mange gange gået 1½
mil hver vej, og så var der pjalter og strømper nok at sy og reparere på,
indtil hun kunne gå i seng.
|
Høverdreng
Vi går nu lidt tilbage i tiden, for da jeg var 9 år,
skulle jeg ud at tjene som hyrdedreng for sommeren. Reglen var jo, at jeg
skulle gå i skole hver onsdag, men det ville husbonden ikke rigtig love.
Det kunne godt lade sig gøre at undlade at følge denne regel, især hvis
gårdmanden, man tjente hos, var gode venner med skolelæreren. Det var så
sådan, at han skulle betale eventuelle skolemulkter. Det var 4 øre for
den første dag og 8 øre for den næste og så fremdeles. Men når jeg
bare kom i skole en dag engang imellem, så begyndte det herefter igen med
4 øre for første dag, så det var jo ikke så afskrækkende, og for
resten tog læreren det heller ikke så nøje.
Jeg husker endnu min første plads. Det var et par
kilometer fra mit hjem, et sted, hvor min fader engang imellem arbejdede.
Pladsen var god nok. Vi fik alt, hvad vi kunne spise, og det betød meget
for en stor forvokset dreng i den alder. Jeg glemmer aldrig den første
dag, jeg skulle i plads. Det var om eftermiddagen lige op til juleaften.
Det var nemlig skik, at sådanne fattige børn skulle i plads 14 dage i
julen, forud for den sommer man var fæstet til, for at få noget godt og
nærende mad. Dette var også for mig noget så dejligt, og jeg havde i
lang tid imødeset dagens komme. Jeg havde dengang næsten aldrig været
uden for hjemmet så længe ad gangen, i hvert fald havde jeg aldrig før
sovet på fremmede steder om natten. Jeg husker også, da jeg var færdig
til at rejse, gik moder med mig ud i gangen og tog min ene arm og gjorde,
som jeg mener, de fleste mødre ville have gjort. Hun sagde: ”Lad mig nu
se, Christian, at du er en vakker dreng, når du kommer derhen og endelig
ikke må lyve for dem. Hvordan det end går, så sig altid sandheden, så
vil det altid gå dig bedst og være til gavn for dig.”
Jeg lovede moder dette, og så tog jeg af sted sikkert også med
forsæt om at sige sandheden, som moder havde indprentet mig så godt. Det
sneede en lille smule, men ikke af nogen betydning, så turen derud forløb
godt.
Lige efter ankomsten skulle jeg ud i kostalden for at
hjælpe manden med at fodre køerne. Manden stod i foderrummet og delte
ud, og jeg løb med foderet. Da vi var færdige, skulle der fejes på
broen, og det var mit arbejde. Jeg tror nok, jeg gjorde det godt. Det gik
rask, og jeg fik ros af manden. Da alt var i orden, skulle vi ind til
bordet og spise. Der var foruden mig en karl og en pige på gården. Jeg
kendte ingen af dem. Karlen var en sølle stakkel. Han var kommet fra
Thise fattiggård og var liciteret ud af sognerådet der. Han skulle ingen
løn have, og klæderne fik han fra fattiggården. Der fik han også
vasket. Han var ca. 40 år. Pigen var af cirka samme slags. Det vil sige,
hun var ikke fra fattiggården, men var ikke så lidt bagefter almindelige
mennesker i begavelse. De to var kærester, det fortalte pigen mig den første
dag.
Vi kom så endelig ind til bordet og blev placeret.
Manden sad for bordenden, karlen inden for bordet og mig ved siden af.
Over for karlen sad konen og lige over for mig pigen. Og så fik vi rigtig
nok noget godt at spise. Sådan et måltid havde jeg aldrig set før, og
jeg var rigtig tilpas. Da vi så havde drukket kaffe og havde sunget en
salme, så skulle vi i seng. Inde i stuen, hvor vi spiste, var der en dør
ud til køkkenet og i den anden ende en dør ud til gangen. Her var en dør
ind til det kammer, som jeg og karlen skulle dele seng i, og i dagligstuen
ved siden af var der en dør ind til pigekammeret.
Da vi var færdige med måltidet, sagde vi tak for
mad. Jeg var den eneste, der gav hånd. Det havde moder nemlig sagt, at
jeg skulle. Vi, karlen og mig, gik så ind i kammeret og fik tøjet af.
Jeg kravlede i seng og skubbede mig godt ind i sengen, så der kunne blive
god plads til karlen. Han stod på gulvet og var kun kommet af det
udvendige tøj, da han med et slukkede lyset og sagde: ”Du kan nok lægge
dig til at sove. Jeg skal lige ind til pigen og ha’ syet mine hoser.”
Så lå jeg ene i et fremmed kammer for første gang i mit liv. Det varede
længe, inden jeg faldt i søvn. Jeg kunne høre køerne og hestene i
stalden, og jeg tror nok, at jeg på et vist tidspunkt ønskede mig hjem i
sengen til mine andre søskende. Omsider faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede,
var karlen kommet i seng, uden at jeg havde mærket noget til det. Næste
morgen skulle der fodres, fejes og gøres godt rent nu til julen. Da vi
var færdige i stalden, skulle vi ind til et godt julebord igen. Det
bestod af noget som kaldtes fullingssteg. Det var ribbenssteg med små
pandekager, der var opbagt i sirup og fedt. Det smagte godt, og manden fik
en 3-4 snapse og karlen fik én. Bagefter fik vi varmt øl med sukker i.
Manden var en gammel ræv, for da vi var ved at være færdige med øllet,
sagde han henvendt til mig: ”Nå, hvordan har du så sovet i nat min
dreng, for du har vel nok ligget ene?” Jeg svarede i al troskyldighed og
med beskeden røst, at jeg godt nok havde ligget ene, for karlen skulle
ind og have stoppet sine strømper hos pigen. Så rejste hun sig på den
anden side af bordet og langede mig sådan en ørefigen, idet hun sagde:
”Ska’ du løbe med sladder.” Jeg græd ikke, skønt det sang i
hovedet længe efter, vi var kommet ud i stalden igen. Jeg var ikke så
lidt desorienteret efter dette. Moder havde jo sagt, at det bedste altid
var at sige sandheden, og så var det første jeg fik derfor en knaldende
lussing. Kan man ikke være lidt undskyldt, hvis der senere hen er kommet
en lille løgn?
Nå, pladsen var god nok, vi fik det, vi kunne spise,
og arbejde manglede vi heller ikke. Jeg var der den kommende sommer indtil
1. november, og så skulle jeg jo hjem og gå i skole igen, og det var der
også mere spænd i for mig, jeg var trods alt aldrig ked af at gå i
skole.
|
En arbejdsdag for en
hyrdedreng i 1890.
Som 10-årig tjente jeg på en bondegård på ca. 50
tønder land. Der var en karl på 20 år og én på 16, samt to piger
ligeledes på 16 og 20 år.
Jeg mødte 1. april. Og så skulle man helst være
barfodet til 1. november. Der skulle løbes. Tiden var ikke til at gå.
Det var travle dage for en hyrdedreng. Dagen begyndte klokken ca. halvfire
om morgenen. Så kom pigerne og kaldte på mig. Først skulle jeg fire
kilometer ned i kæret og flytte ungkreaturer og får, mens pigerne
malkede. Og så hjem og trække køerne på græs i marken. Tilbage at
spise min davre, som bestod af tre eller fire store tykke, som regel
endeskiver, af rugbrød. Vi kaldte disse skalke. Der var et lille skrab smør
på og kogt skummet mælk til. Så snart den sidste bid var i halsen,
skulle der gøres rent i stalden. Det var det værste arbejde. For det første
var der for lidt kræfter hos en tiårs dreng, og så var stalden meget
gammel og ujævn med kampestens gulv, som var sunket her og der, så det
hele var bakker og dale, og så en møjbør, der trodser al beskrivelse. Når
jeg fik læs på og skulle køre det ud på møddingen, kunne jeg blive
helt svimmel af at se på hjulet, der slog fra den ene til den anden side.
Hvis jeg var så heldig, at komme ud på møddingen, som var meget blød,
og op på kørebanen, der var en fjæl på ca. seks tommers bredde, ja, så
smuttede hjulet som regel udenfor, og så var alt forbi. Så måtte jeg
med en greb tømme børen, og så ind efter et nyt læs. Halvfærdig med
dette arbejde måtte jeg af sted så hurtigt som muligt ud i marken for at
flytte køerne, og derefter tilbage og gøre arbejdet færdig i kostalden.
Søndag var en dag, jeg altid så hen til med glæde.
Den dag var karlene hjemme, og så havde de
lovet mig, at når jeg læssede børen i kostalden,
ville de køre den ud på møddingen for mig. Det var det hårdeste
arbejde for mig. Når jeg så endelig var færdig med at flytte køerne
for anden og sidste gang den formiddag, så skulle der igen bud til
ungkreaturerne og fårene i kæret, og så hjem og ud i marken efter køerne,
der skulle ind og malkes. Så spiste vi til middag klokken tolv. Det
varede en halv time. Så snart pigerne var færdige med malkningen, skulle
køerne trækkes ud i engene ca. en kilometer borte. Det kunne sommetider
være et meget brydsomt arbejde. Det var jo lige i middagsstunden, og så
var køerne bissegale og meget urolige, og det traf sig at to eller fire
rev tøjret itu, og så stod jeg godt i det. Jeg vidste som regel ikke
andet råd til sidst end at græde. Det endte ofte med, at jeg måtte trække
af sted med dem, der var i koblet, og så tilbage at hente resten. Så var
der en lille pause, til der skulle flyttes køer igen. I den tid undersøgte
jeg som regel min medbragte madkasse. Der var tre til fire rundtenommer,
én sigtemad og tre rugbrød. Man var nok taknemmelig for lidt dengang.
Det var sommetider, min madmoder havde drevet det så vidt, at der lå en
renvasket gulerod eller et lille affaldsæble i kassen, som en lille
ekstra påskønnelse. Det satte hende højt i mine øjne. Nu skulle køerne
igen flyttes, og så igen klokken ca. fire blev de flyttet for sidste gang
den eftermiddag. Derefter igen ud i kæret og flytte ungkreaturer og får
til natten. Så tilbage til marken, hvor køerne ca. klokken syv skulle
samles og hjem, så pigerne kunne komme til at malke for sidste gang.
Så var dagen forbi. Vi en stor skål mælk og grød,
og så i seng – og nøjagtig samme dagsværk ventede ”i morgen”. Alt
dette arbejde for en 10-11 års dreng kostede dengang for en sommer den
svimlende sum af 10 kroner,
1 pund
uld og et par træovrede træsko med kramme.
Som denne arbejdsdag er skildret har mangfoldige
arbejderbørn oplevet det. Her er med vilje ikke overdrevet en eneste
smule, og enkelte havde det jo nok endnu værre. Vi skulle, som tidligere
nævnt, efter reglementet i skole hver onsdag sommeren igennem. Jeg tror,
jeg den sommer var i skole to gange, og den ene gang fik jeg et rigtig
godt klask på den ene kind, fordi jeg var kommet til at sidde i solen
lige inden for vinduet, og var faldet jeg i søvn. Dette var jo ikke
meningen med skolegangen.
|
Thise marked
Den største begivenhed i årets løb var Thise
marked, og til dette skulle alle omegnens børn og voksne. Penge hertil
fik vi ved at samle ben. Det var nemlig skik, at næsten alle børn gik
rundt på markerne i omegnen, hvor de boede, og samlede ben. Dem solgte vi
så til stedets kludekræmmer for en pris af 1 øre pr. pund. Der var
enkelte af os, der var så heldige at samle for 20 øre til markedsturen.
Men når vi så kom hjem med dagens høst af penge for benene, så traf
det, at dem af os, der havde samlet flest, måtte dele pengene med de
andre. Det var en slags uskreven udligningslov, som vi måtte rette os
efter, for til marked skulle jo alle, der var så store, at de kunne gå
derned. Der var ca.
5 kilometer
fra mit hjem og til Thise.
|
Julen og fattigdommen
Vi børn glædede os altid stærkt til julen. Ikke
for julegaverne, dem var der ikke råd til. Heller ikke til juletræ. Det
eneste juletræ, som jeg kan huske fra min tidligste barndom, var, når vi
fik sirupsflasken tømt, så satte vi en grangren i, og så dansede vi
omkring dette juletræ inde i stuen og sang ”Glade Jul”. Men det var
hurtigt forbi, da flasken jo snart skulle til købmanden og fyldes op.
Sirup var vist det eneste sødemiddel, vi brugte. Nej, det vi børn glædede
os allermest til i julen var juleaftensmaden. Så langt jeg kan huske
tilbage, fik vi juleaften sødsuppe og æbleskiver. Det var en begivenhed,
vi talte om i mange dage op til julen. Så vidt jeg husker, fik vi to
svesker og nogle rosiner hver i vores portion, og som regel spiste vi al sødsuppen
først og gemte rosiner og svesker til sidst. Dem nænnede vi ikke at
spise lige straks. Det var den eneste gang om året, vi tillod os den
luksus.
Der var mange fattige dengang. Det var jo næsten en
ren umulighed, at tjene til føden for en familie. Til jul, påske og
sommetider også til fastelavn var der dengang flere i sognet, der gik
rundt med tiggerposen. Det var konerne fra arbejderhjemmene. De fulgtes
som regel to og to. Det var velsagtens for at dele den nedværdigelse, som
de følte ved at komme ud i det ærinde. De gik som regel med en kurv
eller en pose, og fik så nogle steder en kop gryn, et æg, et stykke flæsk
eller et stykke brød.
|
Konfirmation - Voksen karl
Således gik tiden, hyrdedreng om sommeren og skole
om vinteren, indtil jeg blev konfirmeret i foråret 1895 i Ingstrup kirke.
Jeg kan huske mit konfirmationstøj. En gammel frakke, som min moder købte.
Hun gav vist 1 krone og 50 øre for den. Den blev så vendt, så vrangen på
tøjet kom til at vende ud. På dagen gik jeg ene fra mit hjem og til
kirke. Mine forældre var ikke de eneste, der, på grund af at de intet
ordentligt tøj havde, måtte blive hjemme fra kirke den dag, de skulle
have et barn konfirmeret. Nå, men jeg blev konfirmeret alligevel.
Herefter måtte jeg stå på egne ben. Jeg kom så ud
på flere større gårde forskellige steder. Jeg hørte ikke meget til mit
hjem, da jeg fik vasket og syet hos forskellige vaskekoner. Engang imellem
kom jeg i tanker om, at jeg ville se til dem derhjemme. Når jeg kom,
spurgte de mig så, hvor jeg tjente. Så forklarede jeg det, og så var
den snak ikke længere. Når jeg tænker på den tid, var det jo næsten
med mig som med viben, der forlader reden, før den er helt fri for
skallen og må så søge at dække sig selv, så godt den kan.
Der er mange faldgruber for unge mennesker, og det
var der også dengang. Det var jo på den tid, at en hel flaske brændevin
kun kostede 21 øre. Der blev drukket meget også mange gange mere end nu.
Jeg husker en tid, hvor jeg tjente på en herregård. Vi var ni store
kraftige karle der. Et par kilometer derfra lå en anden herregård. Vi
karle kom sammen én gang om ugen skiftevis på den ene og den anden gård.
Så drak vi så længe indtil alle lå på gulvet eller i én af sengene.
Der var næsten aldrig slagsmål, det gik efter forholdene meget
fredeligt, men det var ikke en atmosfære unge mennesker havde godt af at
vokse op i. Der var flere af de ældre karle, der altid havde en flaske
med dram stående i skabet. Så kunne de gå ind og tage en lille én
engang imellem, og jeg tror også nok, der var nogle, der blev forfaldne
til druk på denne måde. Pigekamrene stod åbne hele natten, så der var
fri adgang, men det var som regel ældre hærdede kvinder, der tjente sådanne
steder og var vant til livet på den måde. Kosten var ringe de fleste af
den slags steder. Folkene levede af kartofler, vandgrød og soflæsk. Jeg
husker således en herregård, hvor vi var en halv snes store stærke
karle på 18-20 år. Vi fik om morgenen 1 skive rugbrød med smør. Brødet
var mindst en tomme tyk. Kunne vi spise mere, fik vi bart brød og selvfølgelig
mælk til. Det var rent utrolig, hvad vi kunne spise.
|
I tjenesten
Jeg blev så ved med at tjene rundt omkring på
herregårdene, indtil jeg, 18 år gammel, rejste til session og blev
udskrevet til soldat. Det var i 1899, og jeg kom så i tjenesten 10. april
1900. Jeg lå inde i 14 måneder ved fodfolket i Nyborg på Fyn.
Modtagelsen den første dag var absolut ikke bedre end første dag i
skolen, men der var den forskel, at her var det ikke klasseforskellene,
der gjorde sig gældende. Vi fik alle den samme rå behandling, så det
gjorde ikke særligt indtryk på den enkelte. Alligevel tog vi det ikke
alle lige overfladisk, hvad der jo var det bedste, og her havde jeg vist
en særlig evne. Jeg kan med sandhed sige, at jeg aldrig én eneste gang
var ked af det, men tog det hele både ondt og godt med strålende humør.
Jeg tror også, at det var bedst dengang at melde sig så tidligt som
muligt, da de yngste næsten altid klarede sig bedst. Jeg tror nok, jeg
med sandhed kan bemærke, at der ikke var mange missionsmænd blandt
befalingsmændene, for des mere de kunne bande, des bedre var det i
overbefalingsmændenes vurdering. Jeg kan således huske, at der en dag
var en kaptajn, der kaldte underkorporalerne sammen og bebrejdede dem, at
der var for lidt fart på øvelserne og spurgte, om de var missionsmænd,
da han næsten aldrig hørte en ed fra dem. Dengang hørte vi rekrutter næsten
ikke andet, men de var ikke så begavede til at bande som de ældre
sergenter.
De spurgte os, om den jordmoder, der havde taget imod
os, levede endnu, for så skulle hun øjeblikkelig slås ihjel eller gøres
endnu værre ting ved. Den slags tale var vi til sidst så vant til, at
man slet ikke kunne høre det. Det hørte heller ikke til tilfældighederne
i år 1900, at en soldat fik et rigtig smæk af officerens sabelklinge.
Der var aldrig klager, for soldaterne vidste, at det blev værst for dem
selv. I 1905 var jeg indkaldt på manøvre, men allerede, da var tonen i hæren
meget bedre. Efter de 14 måneder blev jeg hjemsendt i 1901 den 10. juli
og begyndte så igen som karl på en herregård.
|
Ægteskab og politik
I 1902 blev jeg gift og arbejdede herefter som
arbejdsmand. Det blev hårde tider, når man skulle sætte bo og sørge
for kone og børn. Vi havde straks et barn og inden et år et mere. Daglønnen
var 35 – 50 øre om vinteren og 1 krone om sommeren. Det var ikke let at
få det til at slå til, men så var jeg fiskehandler om vinteren, og det
gav lidt mere. Kampen for tilværelsen var hård, men trods dette synes
jeg alligevel, jeg havde det bedre end mine forældre. Jeg tror nok, at
jeg var bedre til at få pengene til at strække. Jeg synes, at vi boede pænere
og havde lidt mere indbo, og så havde jeg fået den indstilling, at hvad
det end skulle koste, ville jeg ikke på fattigvæsnet, og det er jeg
heller aldrig kommet. Nu, siden jeg er blevet gammel, kan jeg se, at der
ingen lighed er mellem fattigdom dengang og så nu.
|
|
|
Chr.
Larsens hus, Blæshøjvej 76. |
Kirkekalkning, Chr. Larsen
og sønnen Carl. |
Politik havde jeg aldrig hørt tale om eller været i
berøring med, før jeg blev gift. Men herefter erkendte jeg, at der måtte
være noget forkert ved samfundsforholdene, når de mennesker, der snart
sled både nat og dag, næsten ikke kunne få så meget for det, at de
kunne spise sig mætte eller gå i klæder, ligesom andre mennesker. Tøj
blev der aldrig råd til noget af i min barndom, derfor var vi arbejderbørn
altid så lappede og lasede i tøjet, og det førte til, at vi altid følte
os som dem, der skulle tåle alle andre børns drillerier. Der groede en
trods og et had i os mod dem, som vi følte, var os overlegne. Det er vel
nok denne følelse og erkendelse, der er en del af grunden til arbejdernes
rejsning socialt. Det var i hvert fald min grund til, at jeg som ganske
ung sluttede mig til socialdemokratiet. Det parti var ellers meget
foragtet her ude på landet. Det var sådan, at ordet socialist var noget
af det værste, der kunne nævnes. Når det skete blev bønderne i fyr og
flamme, selv de folk, der betød noget i kommunen havde en følelse af, at
alt var truet med undergang, hvis det nogensinde skulle gå så vidt, at
disse socialdemokrater skulle komme til magten.
Der kunne fortælles mange andre episoder fra min
tid, men trods det liv, vi levede og trods den forplejning, vi fik, var de
fleste af vi søskende store og friske. Jeg for mit vedkommende kan ikke
huske, at jeg nogensinde har smagt medicin, før jeg blev 67 år gammel.
Chr. Larsen, murer, Vester
Hjermitslev
|
Efter at have læst Christian Larsens
beretning om hans barndoms- og ungdomsår, kunne man godt ønske sig nogle
udsagn fra hans samtid med hensyn til, hvordan han var – og – her
umiddelbart før artiklen går i trykken, får jeg et sådant udsagn ind
af min brevsprække. Det er Christian Larsens datter, Karen Helmart, Vrå,
der sender mig et brev, der er skrevet af Thomas P. Hejle. Brevet er en
hilsen til Christian Larsens 70 års fødselsdag, og indeholder en
omfattende beskrivelse af, hvordan Thomas P. Hejle karakteriserede
Christian Larsen. /LT
|
V. Hjermitslev
d. 4/8 -51.
Kære ven. – Det ville jeg grumme nødigt skulle være
sket, at din 70-aarsdag slap mig forbi, uden at jeg fik benyttet den til
at vise dig en smule opmærksomhed og sige dig tak for, hvad du igennem
aarene har betydet for mig, men sket gerning – eller rettere glemsomhed
staar jo ikke til at ændre. Din fødselsdag er allerede langt henne og
ikke til at indhente. Jeg må derfor haabe, at du alligevel vil modtage
disse linier så oprigtige, som de er ment – selvom de jo kommer til
sidste prædiken.
Det er ikke så nemt at finde ord for, hvad man føler
man skylder et menneske, og jeg evner langtfra at gøre det til bunds. Men
da ulykken overgik mit hjem, hørte du til de faa, der usvigeligt stod ved
vor side ikke mindst i den maade, hvorpaa jeg ved du dengang som altid
siden omtalte min far. Selvom jeg ikke havde haft andet at mindes om dig,
var det mer end nok til, at jeg altid maatte nære venskab og
taknemmelighed over for dig. – Men der er jo adskilligt andet; for det første
din ukuelige uafhængighedsfølelse, der forbød dig nogensinde at bøje
nakken for uretten eller ydmygt tage imod naadsens brød, hvor du følte,
du var i din gode ret til at kræve – samtidig med at du vel at mærke
gjorde ret og skel til alle sider. At gøre noget saadant kan være svært
nok i større samfund, hvor man kan staa sammen med mange, men under
forhold, som du levede under, maa det have været umenneskelig svært, ene
mand som du faktisk var over for nedarvet magt og selvgodhed. De fleste
andre, jeg ved af at sige, der vel at mærke blev her som du eller
strandede på flugt fra andre egne, hvor det stod lige saa slet til, gik i
hundene paa en eller anden maade. Der skulle din stridighed til, dit lune,
din gode forstand, dit fribaarne sind og – vel ogsaa dine kræfter i
legemlig forstand for at kunne gaa rank og ukuet igennem.
Dette har jeg fra min tidligste ungdom beundret dig
for. Og saa var der jo ved siden af og gennem alt andet din herlige fortælleevne.
Jeg mener selv, jeg kan turnere en historie; men du er så ubetinget
mesteren.
Jeg siger dig tak for dette og for meget andet stort
og smaat, som vanskeligt lader sig pinde ud i enkeltheder, og forbliver
med de varmeste hilsener ogsaa fra min kone din hengivne ven
Thomas P.
Hejle
|
For dem, der ikke ved det, er Thomas P. Hejle født i
1891 og levede sine barndoms- og ungdomsår i købmandsgården i Vester
Hjermitslev. Han gik på gymnasiet, da ”ulykken ramte hans hjem” og
faderes tog sig af dage på grund af økonomiske sorger. Thomas P. Hejle
blev lærer og landskendt på grund af sit engagement i at give ungdommen
oplevelser og udviklingsmuligheder igennem kulturelle oplevelser. Han
stiftede i 1920 foreningen ”De højere Skolers Kunstaftener”. Den
organisation udviklede sig i årenes løb til ”Institutionen Dansk
Skolescene”, som Thomas P. Hejle var direktør for indtil sin død i
1952. Danmarks første ungdomshus på Nørrevold i København blev
ligeledes en realitet takket være den utrættelige vendelbo. Hejleklubben
i Vester Hjermitslev er en lille aflægger, som hans enke Gerd Hejle i
1958 var initiativtager til. /LT
|
|
På billedet ses
Thomas P. Hejle, Gunnar, der er Chr. Larsens barnebarn dvs. Jens Valdemars
søn og til højre Chr. Larsens datter Dagny, der lavede mad til Gerd og
Thomas P. Hejle, når de om sommeren gæstede Hjermitslev og boede i huset
i Enkestræde – nu Thomas P. Hejlesvej 6.
|
|