Hyrdedreng i Alstrup i 1926

af Lisbet Thorendahl

Svend Nissen fortæller: Min far var mejeribestyrer på Sønder Saltum mejeri. I 1928 skulle jeg, som 9-arig, sommeren over være hyrdedreng hos Boelt familien i Alstrup. Det var søskendeparret Poul og Sofie Boelt, der drev gården. Foruden mig som hyrdedreng var der en karl og en pige.  Her boede også i en slags aftægt Poul og Sofies mor, den gamle Ane Boelt. "A'en Bult", som hun kaldtes. Hun var født i Spaungaarden i 1857. Hendes mand, Søren Christensen, døde som 52-arig i 1905, hvorefter hun sad ene tilbage på gården med 11 børn. De ældste var dog voksne, så hun har nok kunne drive gården videre uden fremmed hjælp. Her i 1928 var alle for længst fløjet fra reden undtagen søskendeparret Poul og Sofie, der som nævnt havde overtaget ansvaret for arbejdet ude og  inde.

Jeg var dog ikke mere end kommet til gården, før den gamle Ane tog mig under sine vinger. Skikken var, at hyrdedrengen skulle sove i kammeret  sammen med den voksne karl i hestestalden. Nu var det sådan, at karlen i Boelt aldrig sov hjemme om natten, det var nemlig en kendt sag, at han sov hos kæresten på nabogården. Derfor sagde gamle Ane: "Svend skal ikke sove i stalden alene", og sådan blev det, og et værelse op ad køkkenet blev gjort i stand til mig.

Mit arbejde som hyrdedreng bestod i, at jeg om morgenen efter morgenmalkningen skulle bringe køerne ned i engene og tøjre dem der. Om middagen skulle de hjem til malkning, og over middag skulle jeg så igen i engene med dem indtil ved aftenstid, hvor de igen skulle bringes hjem til dagens sidste malkning. To af ugens dage havde jeg fri i nogle timer for at passe min skole i Sønder Saltum.

Den første gang jeg skulle cykle til Vester Hjermitslev for at udføre et ærinde, sagde Poul til mig: "Når du nu kommer hen til gården lige efter krydset, sidder der en mand i grøften. Han vil stopper dig og spørger,  hvor du skal hen, og så skal du bare sige, at du skal til Hjermitslev efter 2 pund kaffe." Jeg cyklede af sted, og ganske rigtigt sad Chr. Pi'sen (Pedersen) på grøftekanten ud for sin gård. Han råbte mig an og spurgte, hvor jeg skulle hen, og hvor jeg kom fra. Jeg svarede, som jeg havde fået besked på, og han gentog med et forbavset udtryk i ansigtet " 2 pund kaffe" . Ja, sådan lavede man sjov med hinanden.

Men jeg skulle også passe andre pligter. Det var sådan, at karle og piger fik kaffe klokken et. Men gamle Ane fik sin eftermiddagskaffe klokken tre, og hun ville have, at jeg skulle drikke kaffe sammen med hende. Hun fortalte mig mange ting, mens vi drak kaffe. Oftest fortalte hun mig om alle sine børn. De fleste var i 30-40 års alderen. Flere af dem havde været i Amerika, og en af dem var blevet derovre. Hans navn var Niels, og det gik ham rigtig godt. Hun fortalte, at han havde munden fyldt med guldtænder, og idet hun sagde det, lod hun med en betydningsfuld mine en finger glide fra den ene side af munden til den anden. Hun repeterede ofte sine voksne børns navne og i hvilke gårde, de var koner eller mænd. 

Den sommer, jeg var hyrdedreng i Boelt,  kom Niels fra Amerika hjem på besøg. Jeg kan huske, at det var en søndag, han skulle komme. Jeg havde fri efter middagsmaden, men den dag blev fridagen udskudt. Det blev en spændende dag. Niels kom til Aalborg med skib om formiddagen, og tidligt om morgenen var flere af hans søskende kørt derud i bil for at hente ham. Da de kom tilbage, og Niels havde hilst på familien, kom han ud i køkkenet og hilste på mig. Jeg havde siddet på høkassen og ventet. Han kaldte mig BOY og var flink og lavede sjov med mig. 
Jeg havde begge mine bukselommer fyldt med ting og sager, så de struttede ud til begge sider. Han spurgte, hvad jeg havde i lommerne, og smed en halvdollar hen til mig og sagde, at den mønt måtte jeg få, hvis jeg ville vise ham, hvad jeg havde i mine lommer. Det gjorde jeg så, og han mindedes sikkert, hvad han selv havde gået rundt med i lommerne, da han var dreng,

Det blev en hyggelig tid, mens han var hjemme. En dag skulle der komme fremmede, og for at nå det hele skulle Niels sammen med mig hente køerne i engen. Da vi var kommet hjem, og køerne var kommet på plads i stalden, opdagede Niels' bror Poul, at den sortbrogede ko manglede. Niels slog det hen og sagde: "Pyt med det, den er da derude et eller andet sted". Så tog Poul telefonen og ringede til naboerne og spurgte, om de havde set den sortbrogede. Hos Spauns grinede de og sagde: "Ja, de havde set koen, og den stod trygt i stalden hos dem". De vidste udmærket, hvor koen hørte hjemme, men det var den slags spøg, man kunne finde på at lave med hinanden, og så kunne man grine og snakke om det i flere dage..

Sommeren som hyrdedreng gik hurtigt. Den var gået godt, og jeg havde oplevet en masse. Jeg glædede mig nu til at komme hjem og være sammen med mine forældre og søskende, og jeg glædede mig også til at skulle i skole hver dag.

---------------

Ester og Svend Nissen boede tidligere i huset på Eranthisvej 7 i Vester Hjermitslev. I 2007 flyttede de på  plejehjem. Svend døde i oktober 2010, .og Ester bor fortsat i 2010 på plejehjemmet i Vester Hjermitslev.  

Det er damefrisør Edith Jørgensen, Hjermitslev, der har hjulpet Svend med at huske Boelt­børnene, hvoraf hendes mor var Ane Marie.