Inspireret af Jørgen Jørgensens artikler i ugeavisen om Thomas P. Hejle og hans interesse for ungdommen følger her historien om, hvordan Hejleklubben i Vester Hjermitslev, som hans kone Gerd Hejle var initiativtager til, kom i gang.

Thomas Hejle og hans kone Gerd kom hver sommer til Hjermitslev og boede juli måned i "sommerhuset" i Enkestræde/nu Thomas P. Hejlesvej. Det var et festligt pust fra hovedstaden, når de kom. Vi var nogle børn fra Hjermitslev, der hver sommer blev inviteret på sodavand og basser. Ved disse besøg læste Thomas Hejle op for os af forskellige fabler og mærkelige historier. Efter hans død i 1952 blev jeg en nær veninde af hans kone Gerd Hejle. Hun var meget engageret i ungdomshusene i København, hvor hun var klubmedarbejder både i Thomas P. Hejles Ungdomshus på Nørrevold og på Vesterbro Ungdomsgård.

I sommerferien 1958 kom hun til Hjermitslev opfyldt af planer om at lave en ungdomsklub her. Og hun havde planer, der gik videre end det. Hun mente, at unge i by og på land kunne finde glæde og udvikling i et nærmere bekendtskab med hinanden. Også det skulle en ungdomsklub i Hjermitslev være med til at muliggøre. Hun forestillede sig, at hendes hus i Enkestræde skulle være rammen om en sådan klub, hvor unge fra Hjermitslev og Alstrup i vinterhalvåret kunne mødes, og unge fra de københavnske ungdomsklubber kunne feriere. Det blev diskuteret, om vi unge fra landsby- og landbohjem overhovedet havde brug for et sådant mødested. Det var der vist ikke mange, der mente! Fru Hejle prøvede at drøfte planerne med forskellige mennesker i Hjermitslev, men hun mødte ikke lydhørhed. Folk snakkede udenom, og ville ikke rigtig forholde sig til sagen, – og det frustrerede hende.

På trods modstanden var fru Hejle og jeg enige om, at planen om en ungdomsklub i Vester Hjermitslev skulle gennemføres. Spørgsmålet var, hvordan vi skulle få startet, og hvem vi kunne få til at være leder?

Sidst i sommerferien begyndte ideerne at blive til virkelighed. Fru Hejle havde inviteret en gruppe unge fra København på en uges ferie i huset i Enkestræde, og en aften under dette besøg skulle fru Hejle til middag hos Johan Boelt i Alstrup og her være sammen med Sofie og Poul Boelt ligeledes fra Alstrup. Boelt’erne var af Thomas Hejles familie, og derfor folk hvis mening fru Hejle lagde megen vægt på. Vi havde bestemt, at jeg den samme aften skulle underholde københavnerne med en tur i Vester Hjermitslev biograf. Fru Hejle foreslog, at vi efter filmen invitere de lokale unge, vi mødte i biografen, med hjem i Hejlehuset til kaffe. Nogle af de unge fra Hjermitslev var betænkelige ved invitationen – kunne det nu passe, at vi måtte benytte huset? De stolede dog tilstrækkeligt på mig til at gå med. Vi drak kaffe, hyggede os og snakkede, og det blev det første og meget vellykkede møde mellem vi unge fra Hjermitslev og københavnerne. Da det blev tid til at gå hjem var der én der foreslog, at vi sluttede aftenen med en sang. Flere af os havde været på Halvorsminde Ungdomsskole, så vi kunne mange af sangene fra højskolesangbogen udenad. Det blev til flere sange – og pludselig blev vi bevidste om, at Fru Hejle og Poul og Sofie Boelt sad stille i den fjerneste ende af stuen og lyttede til os.

Fru Hejle var lykkelig over situationen, og selv Poul og Sofie måtte indrømme, at ideen om en klub og mødet mellem unge fra by og land måske ikke var nogen dårlig ide. Inden vi gik hjem den aften holdt fru Hejle en lille tale, og gav os tilladelse til at benytte hendes hus den kommende vinter som samlingssted for egnens unge. Jeg havde nok luftet planerne under kaffen, alligevel var de unge fra Hjermitslev dybt forundrede over dette usædvanlige tilbud. De gav alle hånd, da de gik og gav udtryk for, at de gerne ville tage imod tilbuddet.

Københavnernes første ophold i Hejlehuset afsluttedes med en fest i huset i Enkestræde, hvor haven var illumineret med kulørte lamper. Til festen var naturligvis også inviteret unge fra Hjermitslev. Fra København deltog John Sørensen, der var leder af Vesterbro Ungdomsgård. Han holdt festtalen og lykønskede os med klubben. Han gav udtryk for glæde over den kontakt og de venskaber, der allerede var opstået mellem unge fra by og land, og han lovede, at de københavnske klubber ville støtte Hejleklubben på forskellig vis.

Herefter var klubben en realitet, og nu skulle vi finde en voksen og ansvarlig person, der ville være leder. Vi begyndte med lærerne ved skolen, men ingen havde mod på opgaven. Efter et stykke tid besluttede vi unge at tage sagen i egen hånd, og selv påtage os ansvaret for at lede klubben. Fru Hejle accepterede dette, og vore forældre gav ikke udtryk for betænkeligheder.

I de første år var der en række unge, der påtog sig dette arbejde, der ugevis indebar skriftlig og ofte også telefonisk rapportering til fru Hejle om aktiviteterne i klubben. Herudover skulle der føres regnskab med indtægter og udgifter, ikke mindst skulle der skulle fyres op i kakkelovnen til den ugentlige klubaften, som snart blev udvidet til også at gælde søndag eftermiddag. Allervigtigst skulle der tages ansvar for, at huset blev forsvarligt lukket og slukket, når vi forlod det. Jeg tror Frits Nørgaard og jeg var de første ledere, derefter kom Kaj (Spaun) Sørensen og Jørgen Holst Hansen, og der var flere, der fulgte. Nu var det ikke sådan, at det kun var lederne, der tog ansvar. Alle gav en hånd med, og alle var ansvarlige, også når det gjaldt en ekstra god gang rengøring, inden fru Hejle flyttede ind i ferierne.

I klubbens første år var der ikke tilskud til driften fra den lokale kommune. Vi fik derimod lige fra starten et årligt tilskud fra Thomas P. Hejles Ungdomshus på Nørrevold. I det hele taget var samarbejdet med de københavnske ungdomsklubber intens. Vi fik tilsendt hobbymaterialer af mange slags og ungdomsbøger til udlån fra disse klubber, og venskaberne med de unge fra København blomstrede.

Først på året 1959 blev klubmedlemmerne fra Hjermitslev inviteret til at besøge ungdomshusene og vennerne i København. Fru Hejle havde arrangeret en fin tur for os, og det blev en kendt sag, at unge fra den første ungdomsklub i et landsogn besøgte hovedstadet. Adskillige aviser berettede om venskabet mellem unge i by og på land, ligesom det blev nævnt, at vi i lighed med fine delegationer fra udlandet blev modtaget på Københavns Rådhus af selveste overborgmester Urban Hansen, der i øvrigt på turens sidste dag inviterede os til formiddagskaffe i hans private hjem.

Det blev til mange unge københavnere, der i de efterfølgende år kom på besøg i Hjermitslev. Om Hejleklubben stadig har kontakt til hovedstaden, har jeg ingen viden om, så for at få nysgerrigheden stillet og i øvrigt høre mere om, hvordan det videre gik Hejleklubben kunne bolden gives videre til lærer Søren Mortensen, der igennem mange år har været klubbens leder.