|
Baneterrænet ses til venstre i billedet |
|
|
|
På billedet ses træhandler Jens Andreasen, der henter varer - bl.a. træskobunde, som han satte læder på og solgte i butikken. Billedet er fra 1940'erne |
| Om baneterrænet, der strakte
sig fra stationens pakhus, der ses på billedet og op mod kirken, der er
beliggende lige uden for billedkanten i venstre side. Skinnerne løber parallelt med billedkanten i venstre side og
fortsætter vesten
om kirken. På baneterrænet skete der forskelligt. Det var et område, hvor vi børn ofte kom i årene efter krigen. Som det ses på billedet afgrænses området i højre side af en vold, der skulle mindske sne på skinnerne om vinteren. På billedsiden af volden var en række kolonihaver, og her havde blandt flere andre gartner Andersen lejet et stykke jord til jordbærdyrkning - uha, uha - det var for fristende for vi børn, og gartner Andersen blev naturligvis rasende, når bærrene var væk. Engang gik det så vidt, at han klagede til sognefoged Thomas Chren. På terrænet var der et vigespor eller rangeringsspor, hvor der ofte var parkeret en godsvogn. Sådan én var god at klatre på og kravle under - jeg husker aldrig, der var problemer med stationsforstanderen med hensyn til, at vi børn brugte stedet som legeplads. Der stod også af og til en tohjulet fladvogn, hvor ladet var en rektangulær flade uden sider. På ladet kunne man stå 10-12 børn og ved at bevæge os i to balancerede flokke, kunne vi få ladet til at vippe fra side til side omkring hjulakslen. Hver 14. dag blev der lavet en indhegning bag pakhuset. Hertil kom vogne fra gårdene med leveringsfærdige grise. Det var ofte et stort-stort drama, der udviklede sig, når grisene skulle fra vognene og over i indhegningen. Det foregik med skrig og skrål fra grisenes side og banden og svovlen fra karlene. Ind imellem var der grise, der fik held til at undvige åbningen til indhegningen - og så var fanden løs. Så jagtede vi alle grisene, og den uro gjorde hestene, der stod forspændt vognene, urolige og tossede, og enkelte gange gik det så vidt, at også en hest med vogn uden fører tumlede løbsk afsted nordover gennem baneterrænet mellem stabler af sveller, grusbunker, sten og andre jernbanerelevante materialer. Det var den slags oplevelser, vi børn blev "høje" af i de tider. Terrænet langs banen var et jævnt område, hvor man også på sommeraftener kunne spille rundbold. Nogle ældre mennesker færdedes der også, når de ved den tid kirkeklokken ringede solen ned lige skulle et svip på kirkegården og kikke til deres kære, det var nemlig sådan, at den gamle vej fra før banens tid gik den vej. |
