Dette
brev er skrevet til manufakturhandler Peter Rasmussen, da han i 1956 var
alvorlig syg og lå på Hjørring sygehus. Hans datter Karen Pedersen fra
Kås har foræret mig det originale brev.
Det er min far, træhandler Jens Andreasen, der har skrevet brevet. – Jeg
er enig med Karen og Henning Pedersen i, at det var et godt brev, at sende
til en syg mand./LT
Hjermitslev d. 14/2 56.
Kære
Rasmussen. Du må da ikke ligge og tro, fordi du ikke ser os hver dag, at
vi har glemt dig. Adolf (Engelund) og jeg skal til Hjørring med det første
og kommer så og ser din nye lejlighed. Vi venter, du snart kommer hjem,
men nu, vi har fortalt dig, vi kommer, kan du da gerne blive der, til vi
har besøgt dig, ellers bliver det en stor skuffelse for os, det er så sjældent,
vi får lov til at tage i byen – hvordan med køkkenet, der kan vel ikke
bestilles sådan 9 stykker smørrebrød, du ved, af de høje med lidt øl
og et par snapse til, det var jo ikke ilde. – Jeg døjer med at sove,
forleden aften tog jeg en tablet, som skulle være søvndyssende, bevar
mig vel, det gør jeg aldrig mere, hele min skumle ungdom passerede revy
for mig, det tog et par timer. Det skal ikke gentages.
Ester
ligger med gulsot, et lettere tilfælde, siger Kronborg. – Marie gik i
seng i middags med kvalme og opkastning – vendsysselsygen – som er
meget udbredt for tiden. Gutte har fået en lille pige, som ligner Klaus
og Kirsten som den ene dråbe vand den anden. Vi har fået billeder, og
Gutte har det godt og er vist ved at komme op igen.
Det
er en grim vinter, og én sagde i går her i butikken, at det måtte være
dejligt at få lov at ligge i sengen hele dagen, når man ingenting
fejlede. Det tror jeg ikke, jeg kan give ham ret i. Man længes efter forår
i sådant et vejr, og vi ved da, det kommer.
Nå
men det har ellers været med modgang økonomisk set i denne vinter. Jeg
havde 12 fedesvin, deraf er leveret 6 – 4 i 3die klasse og 2
i anden. Det bliver man ikke optimist af. Vore dejlige kål, Thomas Chrens
og mine, ligger lynfrosne henne i Thomas lade, når det bliver tøvejr,
kan de køres ud på møddingen – så havde samme to 26½ tons roer a’
6½ krone tønden, de blev leveret, og vi fik så besked om, at det var en
svindler, der havde opkøbt igennem hele Jylland og sidst i Vendsyssel,
dem får vi ikke en øre for. Jeg kom til at skrupgrine den anden dag, da
jeg i tankerne pludselig så Thomas Chrens ansigt, da den nedslående
oplysning nåede os. – Mine grise ser bebrejdende på mig, hver gang jeg
fodrer dem. De fryser, men jeg har ikke råd til at købe overfrakker til
dem, men jeg varmer deres foder.
Hermed hilsen, med ønsket om, at du må holde dig munter, det helbreder.
Jens Andreasen