Enke Maren Lunde

Lejer Anine Hedegaard.
Anine og hendes første mand, Jens, boede i Alstrup. Jens døde som 38-årig i 1912 og er begravet på Alstrup kirkegård. De havde sammen børnene Thomas, Johanne og Knud. Thomas flyttede til Saltum og blev gift med Kristine. Knud blev gift med Gine, og de boede på adressen, Blæshøjvej 34. Johanne har med sin mand boet i Hjørring, og det er hendes datter, Aase Hansen, der har fortalt mig om familien.
Anine giftede sig anden gang med en slagter Christensen, og sønnen Erling blev født. Dette ægteskab blev senere opløst. I en periode herefter boede Anine og sønnen i Alstrup i et nu nedlagt hus lige nord for kirken. Senere flytter hun sammen med Erling til Enkestræde i Vester Hjermitslev og flyttede ind i en af lejlighederne i ovennævnte hus. De tog begge herefter navnet Hedegaard efter Anines første mand.

Anine ernærede sig som kogekone i Hjermitslev og omegn. I de år Thomas P. Hejles mor ejede huset i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 6, lavede Anine middagsmaden sommeren igennem, når Gerd og Thomas P. Hejle var der på sommerferie.
Anines søn af andet ægteskab, Erling, blev gift med Johanne fra Sdr. Saltum. De boede sammen med børnene Lissy og Kaj i loftslejligheden på adr. Alstrupvej 9 - læs mere om dem på den adresse.

Anine Hedegaards barnebarn, Aase Hansen, fortæller:
"Min mormor boede i en lejlighed i Enkestræde hos Maren Lunde, - hun var en sød dame, og vi børn måtte gerne lege i haven, som var passet og plejet med bærbuske og mange blomster. Især husker jeg de lange rækker af montbresier langs gangene.

Mormor beboede ganske rigtigt tagetagen, som egentlig var en lille og ret ussel lejlighed. Især køkkenet var forfærdeligt, - direkte under taget på loftet. Kun et ganske lille tagvindue var der, så lys var der ikke meget af. Til loftet førte en ret stejl trappe. Der var et lille, bitte soveværelse med plads til en seng, et toiletmøbel, et skab og en stol, og herforuden en ikke ret stor, men hyggelig stue. Hun havde primus i køkkenet og en kakkelovn i stuen. Ingen vand var der indlagt, - det måtte mormor bære op i spande og ned igen, når det var brugt. Der var "das" i gården. I de første mange, mange år, hun boede der, var der ingen elektricitet, så hun var rigt forsynet med petroleumslamper. Da der blev indlagt el, smedede min far en lysekrone, som passede i størrelse til den lavloftede stue. Men hos mormor var der hjerterum og store pelargonier i de små vinduer. Gardinerne var hvide, stivede og altid nystrøgne. Når kl. var godt 12, satte mormor sig i kurvestolen ved vinduet, lukkede øjnene i 10 minutter og var så frisk til at tage fat på ny.

En sjov lille erindring i forbindelse hermed. Min mormor kunne ikke få mad og især kaffe varmt nok. Da hun blev 70 år, havde hun "åbent hus" til formiddagskaffe, og selvfølgelig blev "Madam blå" sat i kakkelovnens kogerum, og pludselig koger kanden over. Hvad gør mormor? Svinger koppen hen under tuden og udbryder: "Endelig en kop kaffe, der er ordentlig varm". - Og nej, hun beklagede sig aldrig. En dag, hvor hun ville tage rutebilen for at besøge Johanne og Erling på Klausholm mark, hvortil de var flyttet, gik hun i vejsiden, nydelig i den bedste frakke og med hat. Så bliver hun påkørt bagfra af en cyklist, og hun falder og slår nakken. Men pyt - hun lægger et rent lommetørklæde over såret, sætter hatten på igen og fortsætter turen. Hos Erling bliver hun utilpas og hårdt presset, fortæller hun om hændelsen. - Hun havde nok slået sig mere end godt var, for hun blev aldrig rigtig frisk igen. Det var trist, for hun var et elskeligt menneske."